Hvis realityprogrammer som ’Sommer i Sunny Beach’ har overbevist en om, at Bulgarien er et farverigt land, så skal ’Godless’ nok genopfriske de gamle stereotyper. Der findes nemlig kun en farve i Bulgarien, og den er grå.

I en by så langt væk fra et positivt tænkende mennesker man kan komme bor Gana. Her lever hun det rutineprægede voksenliv og arbejder med demensramte ældre mennesker. Medmenneskeligheden er stort set ikke eksisterende, og det er svært at forestille sig, at Gana nogensinde kan have følt et kald til sit arbejde. Hun sælger sine patienters ID på det sorte marked, og fortrækker ikke en mine, når de beskylder hende for det. Ingen bekymringer lader til at ramme Gana over hendes kriminelle handlinger. Så længe hun får skaffet noget morfin, som hun kan dele med sin personlighedsforladte kæreste, er der intet at bekymre sig om. Indtil det selvfølgelig går galt en dag.

Et synsfelt, der kun rækker til næsetippen
Hver af Ganas samtaler føles næsten som en akavet blinddate, hvor ingen rigtig gider hinandens selskab. Selvom hun bor med sin mor, ænser de knap nok at tale sammen. Man opdager også først halvvejs inde i filmen, at Ganas kriminelle partner er hendes kæreste, da man ikke kan sanse nogen gnist imellem dem.

En af Ganas patienter taler flere gange om sine oplevelser under 2. Verdenskrig: ”Da tyskerne kom, bød vi dem velkommen. Vi var glade for at se dem” – Et meget godt billede på, hvordan alle karaktererne har mistet tilliden til andre mennesker på et tidligt stadie i deres liv, og nu selv fortsætter den onde spiral. Det er her, hvor den totale mangel på følelser også giver ’Godless’ en vis troværdighed over sig.

Det er hver mand for sig selv. Og selvom der er meget på spil i filmen, kommer det næsten ikke til udtryk eftersom ingen deler deres følelser med andre. Følelser er et tegn på svaghed, og man ved aldrig, hvem der er klar til at udnytte sådan et freudian slip. Gana lader kun sin hårde betonfacade krakelere når intet levende menneske kan se hende. Det er i sådanne øjeblikke at man opdager, hvor meget der ligger under den minimale mimik.

Kommunistisk genudsendelse
Men det er set før i film som Bela Tarrs ‘Satantango’, hvor vi ikke er i tvivl om, at intet er forandret siden kommunismens fald. ‘Godless’ er desværre ikke helt klar over, at vi har fået det serveret før. Og det bliver lidt trættende at se en film, der gentager samme budskab flere gange uden at give snerten af et løsningsforslag eller en advarsel om fremtiden. Tingene er bare som de altid har været, og sådan bliver det ved med at være.