Danske Nikolaj Coster-Waldau spiller hovedrollen i et episk flop af en film om egyptiske guder, som leger superhelte med dårlig CGI, og som giver krummede tæer til følge.

Det er en ganske speciel følelse at se en film, som man har lave forventninger til og blive overrasket over, at der alligevel er en god film gemt bag ens lave forventninger. Overraskelsen påvirker ens oplevelse og opvejer måske ens samlede indtryk af filmen.

Desværre kan det også engang imellem gå lige modsat, og man kan blive overrasket over, hvordan en film man havde utroligt lave forventninger til alligevel formår at skuffe. Desværre tilhører ’Gods of Egypt’ den sidste slags overraskelser.

Iron (White) Man i Egypten
Vores egen Nikolaj Coster-Waldau spiller guden Horos, der står klar til at overtage den egyptiske trone efter sin far. I bedste Hamlet stil er Horos’ onkel Seth (Gerald Butler) dog tynget af tilstrækkelige mængder daddy-issues, til at han vil foretage et kup. Han slår sin bror ihjel, og overtager sin nevøs retmæssige trone.

Samtidig er der en dødelig, som jeg ikke kan huske hvad hedder…hmm vi kunne kalde ham Aladdin, for han er basalt set Aladdin. Aladdin mister sin udkårne til en pil, der piercer hendes særdeles store bryster, og han laver en deal med Horos om at hjælpe ham med at genvinde tronen og dermed få sin udkårne tilbage fra døden.

Herefter følger en masse dum action med dertilhørende forudsigelige plottwist for vores hovedsageligt hvide cast (for det er jo Egypten). Alle klicheerne får lov til at dukke op, den storbarmede pige, det umage venskab mellem hovedkaraktererne, den usandsynligt onde skurk og den eneste mørke skuespiller, som selvfølgelig må lade livet. Go imperialism!

Helt galt går det dog først, når guderne går i Super Saiyan-mode, og udvikler sig til robotlignende figurer med næb og vinger. Der går lige pludselig Iron Man i den, men i stedet for den ønskede ”Kæft hvor er det awesome-effekt” som producerne formentligt håbede, på ender det med at blive ufrivilligt komisk.

”Hvis vi nu skruer op for violinerne går det nok”
Filmen har haft et budget på ca. 140 millioner, men alligevel ligner nogle af effekterne noget som stammer fra en skrottet ’Spy Kids’-film. Karaktererne er flade og replikkerne bringer ofte et smil frem, men på den der ”Ej hvor er det kikset det her” måde.

Manuskriptet gør en dyd ud af at forklare, hvilke følelser vi som publikum skal føle. For eksempel forklarer Coster-Waldau, hvordan hans figur har gennemgået en udvikling. Det er ret tydeligt, at filmskaberne enten har lavet filmen for børn, eller betragter filmens publikum som værende filmiske analfabeter.

Violinerne spiller for fuld hammer i sidste akt, men på det tidspunkt er jeg allerede begyndt at kigge på uret. Jeg er mentalt afskåret fra alt, der er foregået på skærmen foran mig, og jeg er begyndt at tænke over, om det muligvis er en af de dummeste film, jeg nogensinde har set.

Da jeg gik ud fra biografen, blev jeg overbevist om, at det var det. Filmen havde som sagt et budget på 140 millioner dollars, og sjældent har jeg oplevet en ringere film for så stort et budget. Forhåbentlig kan et økonomisk nederlag lære Hollywood at behandle publikum, som om vi ikke er semi-retarderede spader, som skal have forklaret alt, hvad vi ser. Men det er måske at sætte urealistiske forventninger op, og jeg tror næsten ikke jeg kan klare en skuffelse til.