Gøg & Gokke -

Ny biografisk film og ’Gøg & Gokke’ tager meget få chancer, men virker hvor den skal.

Gøg & Gokke er blandt verdens mest berømte komikerduoer. Parret udgjordes af den splejsede englænder Stan Laurel, aka ’Gøg’, og den noget tykkere amerikaner Oliver Hardy, altså ’Gokke’. De to meget erfarne skuespillere blev i stumfilmens storhedstid sat sammen af produceren Hal Roach. Deres popularitet tog derefter hurtigt fart, og frem til 1950 indspillede de mere end 100 film. Stan og Oliver var blandet de meget få skuespillere, der succesfuldt transitionerede fra stumfilm til talefilm.

Deres barnagtige slapstick-komik kan i dag næsten virke for fjollet, men man kan ikke benægte, at Gøg & Gokke har haft en enorm indflydelse på såvel komik som filmhistorien.

Der er da med rette at instruktør Jon S. Baird har begået en biografisk film om dem, hvori den dynamisk duo portrætteres af to af vor tids største filmkomikere: englænderen Steve Coogan og amerikaneren John C. Reilly.

Gøg & Gokke: the final tour
I 1953 er Gøg & Gokkes storhedstid forbi, og da parret mødes i England til en turné, har de ikke arbejdet sammen i flere år. Alderen trykker og venskabet skranter. Turnéen er udtænkt af Stan, der altid har været den kreative hjerne bag duoen. Forhåbningen er, at de kan skrabe lidt penge sammen, mens de forsøger at overtale en engelsk filmproducent til at støtte deres ambition om at producerer en ny film.

Mens parret knokler for at vende det skuffende billetsalg, sættes deres forhold på prøve – de kender hinanden ud og ind, men er det som kolleger eller gode venner? I hvor høj grad præges deres relation af gamle konflikter? Hvis det lykkes dem at genvinde publikums gunstighed på ny, kan de da leve op til forventningspresset, eller er deres stjernestøv for længst opbrugt?

Hele affæren udvikler sig hurtigt til en eksistentiel rejse for det umage makkerpar.

Den biografiske films allerstedværende middelmådighed
Biografisk film er måske den kedeligste og mest konforme type spillefilm, der findes. Ekstremt formalistiske med ensformige narrative strukturer og temaer, begrænset af virkelige personers virkelig oplevelser.

Fokusset er sjældent på nytænkninger af mediet og konventionsbrud, thi man jo nødigt skulle skræmme det brede publikum væk. De ønsker mest bare at se en person på det store lærred, de kender i forvejen, portrætteret på en lettilgængelig måde. Det kunstnerisk ambitionsniveau er altså for det meste meget lavt med sådanne film.

’Gøg & Gokke’ er ingen undtagelse.

Underlægningsmusikken er anonymt uden bemærkelsesværdige stykker. Kameraføringen er lige ud af landevejen med få iøjnefaldende indstillinger. Historien og dens temaer er særdeles forudsigelige og banale – fortællingen om fallerede kunstnere der i flashbacks mindes fordums storhed, og nu ofrer deres personlige velbefindende for at tilfredsstille et evigt svindende publikum, er set utallige gange før.

Reddet af gongongen
Jeg burde jo slet ikke kunne lide ’Gøg & Gokke’.

Når jeg så alligevel gør det til trods for al dens middelmådighed, så er det skuespillets fortjeneste!

Steve Coogan og John C. Reilly er simpelthen så pokkers velspillende, at jeg ikke kan lade være med at betages af dem! De fremstår virkelig som rigtige venner, der har kendt hinanden i årevis.

Deres indbyrdes dialoger springer ubesværet fra morsomheder til melankoli og sårbarhed, og kombineret med Coogan & Reilly’s subtile og underspillede præstationer lod jeg mig rive med.

Deres koner, portrætteret af velspillende Shirley Henderson og Nina Arianda, bidrager også med nogle seriøst velskrevne spydigheder og komiske betragtninger undervejs. De er nærmest filmens sjoveste element, hvorimod komiker-hovedpersonerne på overraskende vellykket vis trækker et tungere dramaturgisk læs.

Til trods for at ’Gøg & Gokke’ til tider bliver provokerende let fordøjelig og forudsigelig, så ender den stadig som en særdeles seværdig filmoplevelse takket være skuespillets meget høje niveau.