Af Martin Wolsgaard

En tilfældig pige dropper, af forsvindende ligegyldige årsager, drengen (Justin Long). Drengen tager på bar med sine lamme, fjollede og idiotiske venner og hooker op med en ny pige (Drew Barrymore). Drengen falder mirakuløst for pigen, og alle tidligere forholds problemer er forsvundet som dug for solen i dette nye fortryllende forhold. Pigen falder også for drengen, men er tvunget til snart at tage af sted. Væk fra New York, hvor drengen bor, til San Francisco, hvor studiet og karrieren er, men vent, de prøver at holde fast i deres nyfundne kærlighed – de forsøger sig med et langdistance forhold! Drengen er vanvittig forelsket i pigen, hun er smaskforelsket i ham, men hvad skal hun vælge? Karriere eller kærlighed? Hun brænder jo for jobbet, men det er i San Francisco. Men hun elsker ham jo højere end noget andet, men han er i New York. Argh – det er nu blodet begynder at pible ud af ørene på mig.

Historien i Going the Distance er så klichefyldt, at det bogstavelig talt er til at brække sig over. Det virker mere end noget andet som om, at instruktør Nanette Burstein og manusforfatter Geoff LaTulippe har håndplukket deres yndlingsklicheer fra andre succesfulde romcoms gennem tiden og så forventet, at det ville fungere fan-TAS-tisk i praksis. Det gør det ikke. Dog ligger den pt. placeret som nummer 5 den amerikanske boxoffice liste for anden uge i træk. Enten har folk dårlig smag, ellers bliver der simpelthen lavet for dårlige film. Når det drejer sig om mainstream-publikummet er det sandsynligvis en kombination. Der skal jo være nogle til at købe Palads og CinemaxX’ popkorn.

En mulig årsag til, at Going the Distance klarer sig hæderligt i USA er formentlig (hvilket i øvrigt er det eneste, der redder filmen en smule), at Justin Long og DrewBarrymore faktisk fungerer sammen på lærredet. De har god kemi, og man tror faktisk på, at de føler noget ægte for hinanden, hvorfor filmens forsøg på konflikt ender med at have en hvis form for tyngde. Det er dog langt fra nok. Den flade fornemmelse, som den ene forudsigelige kliche efter den anden giver, ødelægger alt for dette forsøg på en ’Apatow-sk’ romcom.I sidste ende føles Going the Distance altså mere som en dårlig skitse af en film end en ’rigtig’ film. Den burde have blevet lidt, for ikke at sige meget, længere på tegnebrættet, da den i sin nuværende form føles som den filmiske ækvivalent til blå boller.

Film som 500 Days of Summer eller Knocked Up har et tilsvarende tyndt og klicheromantisk plot, men formår fremragende at hæve sig over det og fylde hullerne op med originalitet og ærlighed, således, at de bliver en fornøjelse at se og endda gense. Going the Distance formår ikke at gøre dette – den står simpelthen ikke distancen.

1 af 6 stjerner.