Gold

Copyright: Scanbox

Matthew McConaughey excellerer med sine ekstra 20 kilo og halvskaldede isse i rollen som ’’guldgraveren’’ og desperadoen Kenny Wells. ’Gold’ handler om den amerikanske drøm, og drømmen er betinget af en dødsensalvorlig guldfeber. Kenny er ambitiøs. Mindre ambitiøs er fortællingen om ham.

Der er kun én vej til det gode liv, og det er rigdom – rettere sagt guld. På vejen følger op- og nedture, griskhed på Wallstreet, og en masse mudder i Borneos regnskov. Dét er den vej filmen pænt og sikkert kører på.

Parodi
En livshistorie om en mand, der havner i rigdommens kvaler, hvilket selvsagt bringer hans verden i forfald (grundet sin ’mere vil ha’ mere-mentalitet’) ser rigtig godt ud på papiret. Især når den oven i købet er baseret på virkelige hændelser. Det er næsten garanteret underholdning.

Svøbt i 80’er kluns og med lyden af samtidige superhits, virker det som om, at det er set og hørt før. Man kan ikke undgå at tænke på ’The Wolf of Wall Street’ og ’American Hustle’. Det er som om, at filmen er kommet for sent til timen, og gentager præcis det samme, som en anden elev lige har sagt. Det gør ikke filmen mindre god – bare uoriginal. Og dog, er det svært at undgå at ligne noget, der ikke allerede er set før. Selvom filmen tilnærmelsesvis ligner en velskabt parodi, mister fortællingen aldrig tempo eller humor, hvilket skyldes manden i skysovs.

Forbandet ucharmerende
Som arvtager af et stort guldmine-firma, der er nået til bunds, gambler Kenny alt for en guldmine i Indonesien. Kenny bliver samarbejdspartner med den intelligente, tavse og ret anselige geolog Mike Acosta (Edgar Ramírez). De rammer guld og inden længer falder Kenny i kløerne på Wall Streets griske investorer.

Kæderygende, svedende, alkoholiseret, og desperat er Kenny knap så charmerende, men utroligt karismatisk. McConaugheys legendariske dialekt, med syngende s’er og hans selvfede udstråling gør, at karakteren aldrig stopper med at blive underholdende. Han får plads til at slå sig løs, som da han endelig finder guld og hopper rundt i glædesrus iført underbukser. Kenny repræsenterer noget ærkeamerikansk, at man ikke kan komme længere væk fra levepostejsdanmark. Temaet om den store forskel mellem at være realist og drømmer gennemsyrer fortællingen, og understreges på ironisk vis, når Mike Acosta skyder Kennys amerikanske oversentimentalitet ned, når den bliver for meget – hvilket man selv får lyst til at gøre det, flere gange i løbet af filmen.

På trods af at ’Gold’ minder om noget der lige er set før, er den set med skyklapper, et underholdende værk om ulækker, amerikansk kapitalisme og en sindssyg guldhungren. Filmen taber aldrig pulsen, på trods af, at den er temmelig forudsigelig. Æren for filmens fire stjerner må man især give til McConaugheys gyldne præstation som grisk guldgraver.

https://www.youtube.com/watch?v=IhYROWOayLw