Den tyske instruktør og manusforfatter Veit Helmer forsøger at fortælle en charmerende historie i georgiske rammer, men fortæller i stedet en kedelig og banal én.

En original ide til en film i den skønne men ofte lidt ensartede romcom-genre ses relativt sjældent, og værdsættes aldeles højt. Derfor er det også virkelig en skam, når sådan en idé eksekveres helt og aldeles jammerligt. Desværre er det netop tilfældet med den tysk-georgiske film ’Gondola’.

Værket finder sted i en lille georgisk landsby i en nydelig dal, hvor det mest populære transportmiddel er den lokale gondolbane. Den består af to svævebaner med hver sin vogn (såkaldte gondolvogne), der kan transportere folk frem og tilbage mellem banens to ender.

I en fortælling uden nogen som helst dialog oplever vi så, hvordan banens to gondolførere Nino (Nino Soselia) og nyansatte Iva (Mathilde Irrmann) udvikler romantiske følelser for hinanden, der spirer hver gang deres vogne passerer hinanden ude på svævebanen.

Det komplette fravalg af dialog er et stort sats, og kræver, at man i stedet kan formidle gennem et skarpt og levende filmsprog. Det formår ’Gondola’ ikke.

En forfærdeligt uinteressant omgang

Fra start til slut er filmens fortælling kedelig, karikeret og usammenhængende. Fra skuespil til opbygning er romancen, konflikten og humoren utroligt banal og karikeret. 

Hovedrollerne bliver forelskede, uvenner og alt imellem, gennem overfladisk karakterudvikling der er løst kastet sammen. Scenerne er så fladt og pædagogisk formidlet, at det minder om en billedbog, der skal forklare børn, hvad forelskelse er. Skulle man alligevel være i tvivl om en scenes emotionelle intention, fungerer filmens uinspirerede musikalske score som et sikkerhedsnet, der hamrer tonen fast med syvtommersøm.

Det er nemt at forstå det hele, og svært at føle noget som helst.

Filmens bedste bud på at få tilskueren til at grine eller blive investeret i filmens romance kommer i form af montager, hvor hovedrollerne klæder sig ud og laver numre, eller pynter deres vogne for at opmuntre og underholde hinanden, når de passerer hinanden på svævebanen. 

Er man meget large, kan man argumentere for, at det er nogle søde scener. Der er dog ingen vej udenom, at filmen taler voldsomt ned til sit publikum, hvis det er hensigten, at man skal grine af humoren eller forføres af romancen her. 

Det tør siges, at der inden for filmens dramaturgiske rammer er tæt på intet at arbejde med for filmens to hovedrolleindehavere. De demonstrerer dog dertil selv tæt på ingen dramatisk rækkevidde, humoristisk timing eller kemi med hinanden. 

I lige så høj grad harmonerer resten af filmens cast med deres rammers flade og karikerede tilgang til historiefortælling. Især skurken (Zuka Papuashvili), hovedpersonernes chef, der brummende klovner rundt og generer dem, som var han skurken i et afsnit af ’Brum’ (1991-2002). 

Chefen er den eneste i filmen, der aktivt forsøger at komme imellem de to kvinders romance, og det kommer af et misundelsesmotiv. Det virker som en misset mulighed for at kritisere eller i hvert fald bare belyse det omfattende problem med homofobi, som Georgien i virkeligheden har. 

Filmen rører knap på noget som helst samfundskritik, for de to kvinder skal slet ikke overvinde nogen særlig modstand fra samfundet omkring dem. Kun fra en klam fyr, der synes den ene er lækker. Det er uinteressant og malplaceret.

Tumpet voksenfilm eller kedelig børnefilm?

Humorens og dramaets substans retter sig meget mere mod et børnepublikum. Derfor virker det så uoplagt, at filmen især i sin første halvdel samtidig læner sig op ad en alt andet end børnevenlig slow cinema-tilgang, hvor fortælletempoet holdes meget langsomt, i almene dagligdagsrammer. 

Filmens forsøg på at krydse universel dialogløs Mr. Bean-agtig humor, og tålmodig Wim Wenders-lignende opbygning, der skal belyse det smukke i det ordinære, rammer så utroligt langt forbi. 

Filmen bærer endda præg af endnu flere stilistiske elementer. Der forsøges nemlig også at inkorporere elegant filmet pastelfarvedomineret Wes Anderson-æstetik såvel som netop Andersons typiske elementer af absurditet i fortællingen.

Grundet filmens overfladiske og idéforladte komediedrama-formidling kommer denne absurditet til at føles mere barnlig og pjattet end skarpsindig og finurlig. 

Kameraføring og scenografi er til gengæld filmens klart stærkeste del. Der er nemlig mange fine indstillinger hvor pæne landskaber, fin pastelfarvet indretning og interessant billedkomposition fanges ganske elegant af glimrende kameraføring. Filmen finder blandt andet gang på gang måder at få gondolvognene, der passerer hinanden, til at smelte nydeligt ind i landskabsbilledet, som den fine georgiske dal udgør. 

Gennem hele billedsiden er filmen også underlagt et filter, der øger indstillingernes lysstyrke samtidigt med, at det afbleger alle farver, der indgår. Det er til tider pænt, men føles også nogle gange kunstigt.

De æstetiske kvaliteter er langt fra nok til at redde det her stilistisk skizofrene værk fra at være kedeligt, pjattet og sløset skruet sammen. Konceptet havde passet bedre ind i en ramme for en 10-15 minutters kortfilm eller et afsnit af en børneserie, for ’Gondola’ overskrider simpelthen sin besøgstid gevaldigt. Det er en kæmpe ommer.