’Good Time’ er det endegyldige bevis på at Robert Pattinson endelig er trådt ud af teenage-idolet og ind blandt stjernerne.

En film behøver ikke altid at være en stor episk fortælling for at berøre sit publikum. Godhjertet, men misforstået kærlighed kan være nok.

Scenen for ‘Good Time’ sættes angstprovokerende tæt på den ene hovedperson Nick Nikas, der spilles af filmens instruktør Benny Safdie. Det er ikke en ukendt konstellation med instruktører, der spiller med i egne film, men ofte er det som en lille kæk og ubetydelig bifigur. Det er på ingen måde tilfældet her, hvor Nick er katalysator for hele filmens fremdrift.

Ubetinget broderskab
Nick er mentalt handicappet og både ham selv og broderen Connie Nikas (Robert Pattinson) modsætter ig trodsigt behandling. I stedet går de all in på at røve en portion penge ved højlys dag i håbet om at skabe et lysere fremtid. Røveriet går dog galt og Nick fængsles. Herefter er Connies eneste ærinde at skaffe penge til at kunne købe Nick fri. Vi følger Connie i et hæsblæsende døgn, hvor han både kæmper mod tiden, andre kriminelle og sig selv.

Den konstante gemmeleg og flugt bliver underbygget af et gedigent score komponeret af Daniel Lopatin. Man mærker pulsen stige, paranoiaen indtræffer og man sidder som på nåle. Det mindste bjæf fra sidemanden sætter en i øjeblikkelig forsvarsposition. Det er så stemningsfyldt, at det i den grad sætter kulør på en simpel fortælling om flugt og overlevelse.

Noget om antihelte
Connie har gravet sin egen grav – og han bliver ved med at synke dybere og dybere mens han håber på, at ham og Nick stadig kan redde deres fremtid. Connie er et godt gammeldags fjols. Overraskende nok er den yndefulde Robert Pattinson helt overbevisende i rollen som bumset og broderkærlig bandit. Han faker kærlighed, hvis det er nødvendigt og får manipuleret og charmet sig ind på folk alt imens det eneste, der optager ham er Nicks ve og vel. Et ve og vel som Connie har sin helt egen opfattelse af hvad indebærer.

Netop det at være tæt på er også overordnet karakteristisk for hele seancen. Både menneskeligt og billedligt. Det virker afsindigt effektivt i det intense setup. Det er så intenst, at vejrtrækning går i stå og frustrationen breder sig over de vanvittige ting, Connie får rodet ham selv og broderen ud i. Det hele bygger sig op til, at jeg oplever hele det her morads med lidt blandede følelser, fordi det er en ægte antihelt, der er kørt i stilling.