Gran Torino er Clint Eastwoods film nr. 29 som instruktør, og den først han selv spiller med i siden hans Oscar vindende Million Dollar Baby fra 2004. Det er imponerende at den arbejdsomme Eastwood, med så korte mellemrum kan blive ved med at lave medrivende og flotte film. For kun 3 måneder siden havde hans vellykkede Changeling med Angelina Jolie i hovedrollen premiere herhjemme, og lad det endelig være sagt med det samme at Grand Torino bestemt heller ikke skuffer.

Gran Torino handler om den pensionerede Walt Kowalski, en bitter gammel mand, spillet af Eastwood selv hvis kone netop er død. Walt kæmpede for sit land i Koreakrigen og har siden hen arbejdet på Ford fabrikkerne, og bryder sig ikke om den udvikling hans land har taget. Det drejer sig om de mange indvandrere, hovedsagligt asiatere, der er ved at flytte ind i hans kvarter, unge menneskers respektløse opførsel og alle de andre ting sure gamle mænd og Walt i særdeleshed foragter. Hans egen familie har han heller ikke meget til overs for, og efter at konen er gået bort er der ikke meget tilbage for ham at foretage sig andet end at passe på huset og pudse hans originale Gran Torino fra 72, som han selv var med til at samle på frabrikken.

Som Walts nye naboer er der flyttet en familie af Hmonger ind, et folk fra sydøstasien, som bliver genstand for meget af hans bitterhed. Ifølge hans egen overbevisning var det jo dem han kæmpede imod under krigen og i filmen bliver vi ikke sparet for slang for asiat, når Walt gang på gang forbander naboerne. En aften bliver familien angrebet af en bande unge, og straks er Walt på banen med hans kæmpe M-1 gevær. Walt som egentlig bare forsvarede sin egen grund, jager dem væk og bliver til hans store fortrydelse en helt for sine naboer. Selvfølgelig får hans snæversyn ikke lov til at sejrer og langsomt lærer Walt sine naboer at kende. Han bliver gode venner med datteren i familien Sue Long og hendes lillebror Thao, som han bliver lidt af en fader figur for. Banden som angreb familien vil dog ikke lade dem være alene, og Clinten må tage sagen i egen hånd.

Gran Torino er en meget menneskelig og vedkommende historie om liv og død i et multikulturelt USA. Filmen udfolder sig stille og roligt i sit eget tempo uden på noget tidspunkt at kede seeren. Eastwood som jo er en gaven instruktør har en fin sans for at lade historien udvikle sig på sine egne præmisser, således at hver eneste billede bliver relevant for historien. Filmen er flot filmet og godt klippet, og holdet bag er da også folk der har været på Eastwoods produktioner gennem mange år. Alle i filmen spiller godt og overbevisende, specielt de to unge skuespillere Bee Vang som Thao og Ahney Her som Sue Long. Den 79 årige Eastwood er god i rollen som den bidske gamle køter Walt, og man skulle næsten tro at den var skrevet til ham, hvilket dog ikke er tilfældet. Walt er nem at foragte, men også svær ikke at holde af for man fornemmer, at der ligger mere bag hans simple opfattelse af verden. Bla. de mange traumer der må være efter at have været i krig.

Filmen stiller spørgsmålstegn ved det mandlige ideal. Navnet Walt Kowalski referer til Stanley Kowalski, rollen Marlon Brando spillede som den polske alpha han i Omstigning til Paradis og Walt kommer af Walt Disney som må siges at være en mand i den blødere ende. Selvom vi ser mest til Kowalskis side i filmen, bliver det et spørgsmål hvad der er mest gavnede for Walt. Selvom Eastwood i filmen er meget som vi kender ham, den handlende mand med pistolen og et par oneliners, har han nok ikke så meget med den virkelige Clint Eastwood at gøre som har udtalt, at en rigtig mand er en som tør indrømme sin egen svaghed. Eastwood har med Gran Torino lavet endnu et mesterværk og selvom Clinten snart runder 80 lader det ikke til at han er ved at løbe tør for historier.