Aldrig har 3D givet mere mening. Sjældent har mine negle været så nedbidte. Og altid vil denne usædvanlige halvanden time i rummet stå som et bevis på, at films teknologiske storhedstid heldigvis ikke er ovre. Gravity har både tyngde og kraft.

I en højspændt og kompakt halvanden time følger vi en atmosfærisk overlevelseskamp langt fra jordens faste grund. Dr. Ryan Stone (Sandra Bullock) er en ferm medicinsk ingeniør på sin første rummission. Om bord på rumskibet er også den erfarne astronaut Matt Kowalski (George Clooney), der leder sin sidste mission, inden pensionering står for døren.

En pludselig kædereaktion, skabt af et russisk missilangreb på en satellit, sender store mængder rumskrot  i retning mod rumfærgen, der tilintetgøres. Stone og Kowalski er ladt alene tilbage uden forbindelse til jorden med sparsomme mundfulde ilt tilbage. Deres spæde chance for overlevelse beror på en endnu længere vandring ud i det mørke Rum for at nå den internationale rumstation.

Alfonso Cuarón (Children of Men) har før bevist, at han er stærk ud i sci-fi og med denne thriller/drama-udgave af slagsen, slår han hovedet på sømmet. Instruktøren har i samarbejde med sin søn skrevet manuskriptet til filmen, der har været hele 4 år undervejs. Det skyldes blandt andet, at man måtte opfinde ny teknologi for overhovedet at gøre produktionen mulig. Og alt godt kommer jo til den, der venter.

For én, som jeg selv, der aldrig har været den store fan af 3D, bringer Gravity pludselig ny mening til mediet. For mig ender en tur i 3D-biffen oftest i unødvendig hovedpine og meningsløs brug af de kiksede solbriller. Men det er et scenarie, der hurtigt går i glemmebogen, når man pludselig svæver rundt i atmosfæren med Bullock og Clooney. Effekten bruges ikke som en ekstra finesse ”bare fordi man kan” – 3D bruges til at skildre et rigtigt miljø, der er fuldstændig fremmed for os jordboere.

Filmen kredser om det genkendelige tema, vi kender fra mange andre katastrofefilm – overlevelse i et ukendt og farligt territorium, vi mennesker ikke er herre over. Junglen og oceanet er nu udskiftet med selveste rummet, og den menneskelige vilje må bevise sit værd i kamp mod ustyrlige kræfter. Død, genfødsel og det at give slip bliver gældende temaer, der primært kommer til udtryk igennem vores hovedkarakter Dr. Ryan Stone, som spilles betagende af Sandra Bullock.

De to astronauters ikke-romantiske forhold leder til opløftende som nedslående situationer. Clooney og Bullocks professionalisme ses i en så let, flydende form, som de tårer, der ind imellem falder fra Dr. Stones kind og svæver ud i den atmosfæriske luft. Sammen med Cuaróns kærlighed til lange uklippede sekvenser dannes der en utrolig følelse af nærvær. Et nærvær, der gør sig gældende, om end man er med under hjelmen eller nyder det panoramiske vue til jorden.

Gravity gør noget ved dig. Bogstavelig talt. Dét er en komplet filmoplevelse. Dens ekstra styrke er, at den sandsynligvis vil kunne underholde et usandsynligt bredt publikum, uanset hvilke genrepræferencer man ellers måtte have.

Skulle man endelig sætte én finger på filmen (og ikke fordi der er mange at sætte), så må en lidt for lind strøm af sentimentalitetsfremkaldende kneb dog siges at distrahere i tide og utide. Især her understreger en voldsom og smægtende underlægningsmusik situationen. Men når det er sagt, er filmens lydside til gengæld også helt fantastisk. Steven Price har komponeret et følsomt og storslået soundtrack til filmen, og resten af lydsiden får ofte hårene til at rejse sig på dine arme. Samtidig er manuskriptet vittigt og fint på helt afgørende tidspunkter, og især Clooney tager (ikke overraskende) prisen for flest charmerende bemærkninger.

Gravity er en af årets absolut mest seværdige, nervepirrende og imponerende film.  You can copy that, Houston!