Musical med Take That-sange regerer verden, når den er bedst, men skraber bunden, når den er dårligst.

Denne anmeldelse er skrevet under WGA og SAG-AFTRA-strejkerne i 2023. Filmmagasinet Nosferatu støtter alle forfattere, skuespillere og kunstnere, der strejker for bedre arbejdsvilkår i branchen. Uden forfatternes og skuespillernes hårde arbejde ville denne film ikke eksistere.

Da jeg var teenager var jeg bange for nåle. Så de gange, jeg skulle vaccineres mod livmoderhalskræft, tog jeg min discman (jep, det var der noget, der hed på et tidspunkt) med op til lægen.

I den havde jeg Jonas Brothers’ tredje album “A Little Bit Longer.” Med Joes stemme i mine ører og hans ansigt for mit indre blik turde jeg lige pludselig alting. 

Jeg er for ung til at have været fan af Take That (jævnfør discman), men jeg ved, hvad det vil sige at være en fangirl. Åh, hvor jeg ved det. Og en film, der som ‘Greatest Days’ påstår at fortælle fangirlsenes historie, taler derfor til et stort og vildtvoksende sted i mit hjerte. 

Jeg tror fuldt og fast på, at fangirlsenes tid er over os, at vi endelig er klar til at invitere dem med ind i kulturens landskab og se dem og det, de er fan af, i øjnene som ligemænd(/drenge/piger/kvinder/personer). 

Og jeg ofrer gerne min værdighed som anmelder på alteret for den utæmmede vildskab, der er teenagepigers fankultur. 

Beskyttet af boyband

I begyndelsen af ‘Greatest Days’ møder vi hovedpersonen Rachel, en sygeplejerske på cirka 40. Rachel bor sammen med sin kæreste, søde, kedelige Jeff, som stålsat bliver ved med at fri til hende, selvom hun igen og igen siger nej.

Filmens plot sættes i gang, da Rachel vinder en radiokonkurrence og derfor skal til genforeningskoncert i Athen med det boyband, hun var kæmpefan af, da hun var 16 år gammel: en fiktionaliseret version af Take That under navnet The Band. 

Parallelt med filmens nutid, følger vi også 16-årige Rachel spillet fuldstændig eminent af 19-årige Lara McDonnell. Her får vi ret tidligt filmens mest mindeværdige scene, hvor unge Rachel kommer hjem fra skole og laver aftensmad til sig selv og sin lillebror, mens hendes forældre skændes voldsomt lige ved siden af. 

Seeren hører dog ikke forældrenes skænderi, fordi vi og Rachel er beskyttet af de fem boyband-medlemmer, som synger og danser Rachel igennem køkkenet og situationen.

Socialrealismen er til stede, men den er ikke udpenslet, det er ikke en sørgelig sekvens. Vi ser hvordan boybandet og fandommen er den magi, der hjælper Rachel igennem de svære opgaver i hendes liv. De ting, hun ellers ikke ville turde.

Kedelig koreografi

Hvis alle scener i ‘Greatest Days’ var som denne, havde det været en ret fantastisk film. Det er de desværre ikke. Filmen bevæger sig videre, nutids-Rachel vil gerne have sine gamle fan-veninder med til genforeningskoncerten, men de har ikke set hinanden i 25 år. 

Det går hurtigt op for seeren, da venindegruppen samles, at der er noget grueligt galt. I scenerne fra fortiden er de nemlig fem veninder, men i nutiden er de kun fire. Hvad er der sket med karismatiske, udadvendte Debbie, som fortids-Rachel lovede en dag skulle være hendes brudepige? 

Her begynder klichéerne desværre at tage fart. Filmen er så optaget af at være storslået og rørende, at scene efter scene prøver at toppe hinanden i dette, så seeren bliver fuldstændig overmæt. Det gør også noget ved tempoet, tiden prioriteres skævt.

Der er lange koreograferede dansenumre, som ikke rigtig handler om noget, eller som fortæller ting, vi allerede har hørt adskillige gange før. Hvorimod både optakten til filmens konfliktmæssige højdepunkt og løsningen af dette sker alt for tjept.

De danser rundt i lufthavnen i en evighed, men da de bliver uvenner, forstår vi hverken, hvad de er uvenner over, eller hvad der bringer dem sammen igen.

Og bevares, jeg er en sucker for et stort koreograferet dansenummer, men det skal have en funktion i fortællingen. I stedet for at drive plottet frem, stagnerer de det og tager tid, som havde været langt bedre brugt på konflikten.

Det er ikke fordi, det er svært for seeren at tænke sig til, hvad de fire kvinders problem er. Eller hvad der skal til for at løse det. De har mistet deres veninde, da de var teenagere, og de er nødt til at se traumet i øjnene for at komme videre med deres liv.

Men selvom jeg ved det, skal jeg da stadig se det udfoldet i filmen. Og hvor ville jeg i øvrigt også gerne i den forbindelse have set boybandet hjælpe dem igennem processen. 

Det er nemlig også lidt som om, filmen i sin anden halvdel glemmer, at den handlede om at være fangirl. Vi har tidligt fået etableret, at det at være fan kan hjælpe dig igennem de svære ting i livet. Så hvorfor ikke have boybandet til at synge og danse nutids-kvinderne igennem traumearbejdet? 

I stedet ser vi blot kvinderne tage de skridt, de tidligere ikke har kunnet, så snart de kommer hjem fra Athen. Uden at vi ser, hvordan det pludselig er blevet muligt. Og den interne konflikt imellem kvinderne forsvinder også ud af det blå, da en Deus Jeff Machina inviterer de tre andre med til sit og Rachels bryllup. 

Fantastiske fangirls

‘Greatest Days’ er ikke nogen dårlig film. Skuespillerne gør et hæderligt, og i de unge pigers tilfælde, direkte strålende stykke arbejde. Glimtvis fanger filmen fangirl-oplevelsen og oplevelsen af at blive voksen og forsøge ikke at miste sin indre teenager (De 16-årige synger “I want you back for good” til deres voksne modparter, og jeg må indrømme, at den ramte mig lige i brystet). 

Når ‘Greatest Days’ rammer plet, viser den vildskaben og urkraften i teenagepiger, som er uløseligt bundet sammen med hengivenhed for hinanden og for bandet. Pigerne siger i filmen: “We’re girls, we’re 16 and we’re amazing,” og selvom jeg ville ønske, det ikke var blevet skåret helt så tydeligt ud i pap, så kan jeg ikke være uenig. 

Fangirlsenes tid er kommet, og jeg mener, denne her film er vigtig, selvom den måske ikke er voldsomt god. Potentialet er der, og jeg håber virkelig, at nogle af opsætningerne af forestillingen på teatrene kan leve lidt bedre op til det.

Lige gyldigt hvad er jeg glad for, at ‘Greatest Days’ eksisterer, og jeg håber at den (i sammenspil med Pixars Red) kan være med til at vise verden, at vi fangirls oplever noget vigtigt og universelt, og at vi er klar til at blive taget alvorligt. 

Og til at overtage verdensherredømmet.