Optøjer, alarmmeddelelser og kæmpe eksplosioner. Nej, dette er ikke recap af aftenens nyhedsudseendelse, men derimod de centrale elementer i Ric Roman Waughs katastrofefilm ’Greenland’.

I ’Greenland’ møder vi bygningsingeniøren John Garrity, spillet af Gerard Butler, og hans familie bestående af konen Allison (Morena Baccarin) og sønnen Nathan (Roger Dale Floyd).

Da nyheden om, at den forbipasserende komet Clarke pludselig skifter status fra at være et tilsyneladende harmløst stjerneskud, til en altødelæggende ’planet-dræber’, følger vi familien i deres flugt til Grønland. De er blevet udvalgt, som de eneste i deres omgangskreds, til at få én af de højt eftersøgte pladser i en skjult militær bunker. Familien må nu kæmpe en intens kamp mod omverdenen for at nå i ly i tide.

Konventionel katastrofe – med ekstra pynt
Som en kæmpe fan af katastrofefilm kan jeg med sikkerhed sige, at ’Greenland’ opfylder de formelle krav til genren. Vi bliver her mødt med de velkendte forhindringer, voldsomme eksplosioner og en hel del masseødelæggelse. Der er dertil plads til en omgang generisk familiedrama og god gammeldags pseudo-science. Der er derfor ikke umiddelbart nogen elementer, der adskiller ’Greenland’ fra andre lignende film såsom ’Deep Impact’ (1998) og ’Armageddon’ (1998).

Dog formår ’Greenland’ at tilføje et overraskende og forfriskende niveau af realisme til genren. For det første, bliver der taget usædvanligt få ulogiske beslutninger, hvilket er uvant for en katastrofefilm. Normalt ville jeg bande og svovle over karakterernes håbløse evne til at tage én rimelig, velovervejet beslutning, men i ’Greenland’ kunne jeg i størstedelen af tilfældene forstå grundlaget for deres valg.

Dertil har instruktør Ric Roman Waugh valgt at lægge fokus på karakterernes virkelighedstro reaktioner på filmens begivenheder. Voksne mænd græder, ryster af chok og børn skriger på mest hjerteskærende vis. Der lægges ikke skjul på, at alle involverede oplever den ene traumatiserende hændelser efter den anden, hvilket både kan skyldes skuespillernes præstation og Waughs instruktion.

På trods af min erfaring med katastrofefilm, og ’Greenland’s forholdsvis generiske plot, formåede dens udførelse at få mig til at sidde på kanten af mit sæde af spænding. Biografoplevelsen var intens, medrivende og nervepirrende.

Life imitates art?
Som jeg sidder her og skriver min artikel d. 11. august 2020, får jeg af ren nysgerrighed lyst til at google ”meteor 2020”. Som resultat af de hændelser, der har fundet sted i 2020, virker idéen om en faretruende komet faktisk slet ikke så skør.

Rigtigt nok, så finder jeg den seneste artikel – offentliggjort for 9 timer siden – hvori der annonceres, at man i aften vil kunne se meteorregnen Perseid. At meteorer kan ses fra jorden, er derfor ikke et fremmet fænomen, hvilket tilføjer til ’Greenland’s realisme.

Generelt set, er katastrofefilmsgenren ved at bevæge sig ind på et uhyggeligt realistisk område. Med Libanon, BLM, COVID-19 etc. i mente er massepanik, eksplosioner og advarselsmeddelelser elementer, som vi efterhånden er blevet for bekendte med.

Man kunne derfor undre sig over, om der overhovedet er plads til film som ’ Greenland’ i 2020, hvor nok katastrofer allerede har fundet sted? Mit endelige svar ville være, ja. Er Greenland derimod en re-definition af katastrofefilms genren? Nej.

’Greenland’ har fejl og mangler. Det er generelt svært at stille høje krav til film som denne, da den gør dets job, uden at tilbyde meget mere.

’Greenland’ formår dog at tilføje et lille ekstra lag af realisme til den intense action, hvilket gjorde biografoplevelsen til en sand fornøjelse. For nogle kan det betyde, at ’Greenland’ mister sin kvalitet som ren eskapisme, men er man fan af genren, vil man blive godt og grundigt underholdt. Også selvom plottet virker uhyggeligt realistisk.