Star-Lord, Gamora, Rocket, Drax & Baby Groot er tilbage. Under kyndig ledelse af instruktør James Gunn smadrer den umage forsamling igen rumvæsener til et stinkefedt mixtape.

Introsekvensen fra Guardians of the Galaxy var i sin tid som den ene biks i Kødbyen, der ikke sælger lokalt forankrede specialprodukter med selvbevidste t-shirts. Et frisk pust af generisk jordnærhed i et univers, hvor alle forsøgte at skille sig ud og være noget særligt. Det var fantastisk befriende at se Chris Pratt danse rundt på en fremmed planet til lyden af gamle jordboklassikere.

The Chain
De fleste andre superheltefilm forsøgte at emulere og få hovedet så langt op i Christopher Nolans grå og gritty univers’ røv som muligt. Føj, hvor var det rart med en humoristisk antitese. Både i form at Star-Lord, men bestemt også instruktør James Gunn, der i sin afdeling af Marvels Cinematiske Univers excellerer med sin særegne superblanding af rumfart, popmusik, platte jokes og filmisk pondus.

Wham Bam Shang-a-Lang
Filmen starter med en næsten lige så ikonisk introsekvens som forgængeren. Den gæve forsamling skal nedlægge et kæmpebæst for at sørge for, at den ikke hapser nogle tilsyneladende stærkt værdifulde batterier fra Sovereign folket. Et folkefærd, der bedst kan beskrives som hvis Hitler og Nietszches respektive idéer om overmennesket dyppes i guld og opfører sig som en sukkersulten femårig. Som sædvanligt fucker det gakkede galakseslæng up, og de skal redde deres egen og universets røv endnu en gang.

Ain’t no mountain high enough
Kurt Russel. Sylvester Stallone. David Hasselhoff. Hvis man skulle kanonisere en filmisk, hellig treenighed ville det være et godt bud. Uden at spolere for meget af glæden kan man nævne at Star-Lord har en allerhelvedes god smag i forbilleder. Hold kæft, hvor vil jeg gerne på rumrejse med de fire. Og med Drax. Og med Rocket. Og Baby Groot. Hvis bjerget ikke vil komme til Muhammed burde Muhammed se Guardians of the Galaxy Vol 2. og glemme alt om det skide bjerg.

Hooked on a feeling
Men det mest centrale forhold er selvfølgelig galaksevogterne mellem. Der følges selvbevidst op på kemien mellem Star-Lord (Chris Pratt) og Gamora (Zoe Saldana) og med introduktionen af Mantis (Pom Klementieff) – et følelsesafkodende menneskeinsekt – får Drax (Dave Bautista) også lidt at se til. En hulens masse relationer går nye veje i seriens vanligt lette, humoristisk gear og det er egentlig bare grundlæggende fornøjeligt at følge med i. Balancen mellem de følelsesladede aspekter, fremdrift i historien og den humoristiske tone finder for alvor sin feng shui.

Fooled around and fell in love
’Guardians of the Galaxy Vol. 2’ er i sandhed som andet mixtape i en samling. Kompositionen står stærkere, tankerne bag stikker dybere og den tekniske afvikling flyder bedre. Det synes at James Gunn for alvor har fundet sig til rette i universet. Så snart man træder ud af biografen går man i gang med at glæde sig til næste gensyn med Star-Lord og resten af slænget.