Kan vi som mennesker tillade os at lege Gud? Dette spørgsmål udforsker den Oscarvindende auteur Guillermo Del Toro i sin nye film ’Nightmare Alley’, en psykologisk thriller om en lykkeridders fremgang og fald.  

En ligpose trækkes ned i et hul mellem brædderne i et øde og faldefærdigt hus i det golde amerikanske Midtvesten. Huset sættes i brand og en mand ses formålsløst forlade det sammen med nogle få personlige ejendele.

Allerede fra startskuddet står det klart, at Stanton Carlisle (Bradley Cooper) har andet med sig i bagagen end bare sit tøj.

I ’Nightmare Alley’ dykker Guillermo Del Toro og medforfatter Kim Morgan ned i William Lindsay Greshams noir-roman fra 1946 og giver den nyt liv. Allerede i 1947 filmatiserede Edmund Goulding romanen med Tyrone Power i hovedrollen, og versionen opfattes i dag som værende en klassiker. 

Kort sagt er der altså noget at leve op til, men når man hedder Guillermo Del Toro, er det intet problem.

Et fabelagtigt freakshow

Guillermo Del Toro er uden tvivl bedst kendt for sit arbejde inden for fantasy-genren, hvor især ’Pan’s Labyrinth’ og ’The Shape of Water’ er blevet kendte værker i alverdens folkemunde.

Det er i høj grad Del Toros strålende evne til at skabe spændende og troværdige universer, som er blevet et officielt varemærke for instruktøren. 

Og det samme gør sig gældende med ’Nightmare Alley’.

Da Stanton Carlisle ankommer til et omrejsende tivoli, åbner en hel ny verden sig for ham. En verden, han kan udnytte til sin fordel.

Tivoliets excentriske ejer, Clem Hoately (Willem Dafoe) hyrer Stanton, som hurtigt finder sin spidskompetence inden for mentalisme – en scenekunst, der involverer angiveligt at kunne læse publikums tanker. Efter at have tilegnet sig et detaljeret kodesystem gennem Zeena (Toni Collette) og hendes alkoholiserede mand Pete (David Strathairn), stikker Stanton af til Chicago med den smukke Molly (Rooney Mara) under armen.

Med ’Nightmare Alley’ tager Del Toro seeren backstage til gøglernes forunderlige underverden. Her er der tale om et nomadefolk, som bevæger sig uden for de reelle samfundslag. De er en klasse for sig selv, men sammen en familie. 

Livet i det omrejsende tivoli står i stærk kontrast til 1940’ernes sprudlende storbyliv i Chicago, men som filmen skrider frem, sløres skellet for, hvem de virkelige monstre er.

Og det er lige akkurat i storbyen, at Stanton krydser veje med den hemmelighedsfulde psykolog Lillith Ritter (Cate Blanchett) og den magtsyge magnat Ezra Grindle (Richard Jenkins). Deres møde skal vise sig at blive yderst skæbnesvangert. Især for en mand, der forsøger at undslippe dæmonerne fra sin fortid.

Noir eller noget andet?

’Nightmare Alley’ er en utrolig smuk film. Dette kan i høj grad krediteres til den danske filmfotograf Dan Laustsen, som vender tilbage til Del Toros fold efter deres samarbejde på ’Crimson Peak’ og ’The Shape of Water’. I ledtog med produktionsdesigner Tamara Deverell skaber de sammen en verden, der er svær at tage øjnene fra.

Filmens farvepalet er stærkt nedtonet, hvilket gør, at lys spiller en stor rolle, når det kommer til at fremhæve stemningen i narrativet. Sammen med Nathan Johnsons score, som gradvist skifter karakter, idet Stanton bevæger sig længere op ad den sociale rangstige, komplimenterer lyd og billede hinanden på fornem vis.  

Ydermere er Guillermo Del Toros skildring af gøglermiljøet i sig selv utrolig muntert og dystert på en og samme tid. Man kan næsten ikke lade være med at slå tankerne over på Tod Brownings kontroversielle kultklassiker ’Freaks’ eller ’The Elephant Man’ af David Lynch under første halvdel af ’Nightmare Alley’. I samspil med de klassiske genrekonventioner, man kender fra noir-filmens guldalder, er det en forfriskende cocktail.

I hovedrollen som den charmerende svindler, Stanton Carlisle, leverer Bradley Cooper en præstation, der viser den amerikanske skuespiller fra sin bedste (læs: værste) side. Han bakkes op af et velspillende, stjernespækket cast, der blandt andet også indeholder Del Toro-veteranen Ron Perlman.

Til trods for at være en anelse lang, formår Guillermo Del Toro at skabe en gribende psykologisk thriller, hvor hans ekspertise for gys kommer til syne i en film, hvor monsteret ikke går på fire ben og har hugtænder, men måske er tættere på os selv, end vi lige går og tror.