Der er ingen bånd der binder den mexicanske mesterinstruktør, når han genfortolker den charmerende fortælling vi alle sammen kender, i dyster, tårevædende og inkarneret del Toro stil.

Hvem ville nogensinde finde på at tage den syngende trædukke med den voksende næse, og placere ham i Mussolinis fascistiske Italien? Det er der kun én mand, der ville, og Guillermo del Toro har fået lov til at gøre det i år, med sin egen stop-motion animerede fortolkning af ’Pinocchio’.

Og det italienske eventyr fra 1880’erne filmatiseres ikke bare én, men tre gange i år.

Men i årtier hvor publikum trættes af den ene live-action version af animerede Disney-film efter den anden, så er der ingen tvivl om at netop del Toros bud på historien er det friske pust, vi alle sammen har længtes efter.

Et liv skabt af tab

I filmens åbning møder vi opfinderen Geppetto (stemme af David Bradley), der bor omkranset af natur og langt væk fra byen, der er præget af fascistregimet i 1930erne.

Vi møder ham dog mange år inden han bygger den dukke, vi alle sammen kender – her lever han et fredfyldt liv med sin søn, og kører hver dag ind til den katolske kirke, hvor han har fået til opgave at afbillede Jesus som en kæmpemæssig statue i midten af alteret.

Den kortvarige idyl brydes dog brat af jordens rystelse og mørke skyer, og så hurtigt som freden forsvinder, ser vi bomber flyve over himlen og lande på kirken, hvor kun en enkelt grankogle efterlades som minde efter sønnens tragiske død.

Og sådan fødes Pinocchio, i metaforisk forstand, naturligvis. Tabet af drengen efterlader et sår hos Geppetto, der aldrig heles, og da han efter årevis i sorgens grøft fælder et træ og bruger natten på at genskabe sin afdøde søn, bliver hans ønske om at få ham tilbage opfyldt. Næsten.

Ondskaben mellem mængden

’Pinocchio’ byder på en sanselig og emotionel rutsjebane, alt sammen fortalt gennem fårekyllingen Sebastian, der spilles af ingen andre en Ewan McGregor.

I Nosferatus podcast om Guillermo del Toro som auteur, siger jeg som en af mine centrale holdninger omkring hans værker, at man aldrig rigtigt kan trække en genre ned over ham, og efter hans nyeste film kan jeg kun understrege den pointe igen.

For er ’Pinocchio’ en børnefilm? Vel ikke når en lille dreng dør i krigen i de første tyve minutter af filmen, men den talende fårekylling har et musicalnummer, så det må det da være?

Måske er det så mørk fantasy, eller endda horror? Men det er den ikke skræmmende nok til, så måske er det en kærlighedshistorie?

Måske er en kærlighedshistorie det tætteste, vi kan komme på at definere noget af det, del Toro laver. For selvom ’Pinocchio’ adskiller sig ualmindeligt meget fra tidligere værker som ’Pans labyrint’, den Oscar-vindende ’The Shape of Water’, eller endda ’Hellboy’-filmene, så har hans æstetik aldrig være mere genkendelig.

Instruktøren formår altid at finde skønheden ved blodet, ved kryb og kravl og de mest mørke og beskidte dele af naturen, og ved monstre i alle former. Samtidig formår han altid at vise os, at den sande ondskab ikke findes nogle af de steder, men i stedet når vi kigger os selv i øjnene.

Dukken bevæger sig igennem farverige karnevaller, gennem skove af nøgne træer og gennem det mørke altopslugende hav. Hans eventyrlyst lægger en hjerteskærende kontrast til aristokraten Volpe og Podestà, hver spillet på grummeste vis af Christoph Waltz og Ron Perlman, der udnytter den nylevende trædukkes nysgerrighed og vilje til at hele Gepettos hjerte igen.

Alt sammen med et barns uskyldighed og nysgerrighed, og med frygten af en voksen der har lidt og lidt indtil de knap nok kan bære det mere. Guillermo del Toros blik på verden forundrer og skræmmer på samme tid. Frygt og kærlighed går hånd i hånd.

Tilbage til eventyrets rødder

Guillermo del Toros ’Pinocchio’ er ikke helt uigenkendelig fra Disneys klassiske tegnefilm, hvor humoren og glæden mest bæres af McGregor og hans ufattelige musikalske talent, samt Cate Blanchett og hendes overraskende rørende performance som en abe der arbejder som dukkefører.

Ja, jeg græd over en talende fårekylling og en abe. Lev med det.

Men filmen er langt mere dyster, og langt mere direkte end noget Disney ville turde at lave. Ligesom mennesket er skurken i alle hans værker, bliver fascistregimet, den katolske kirke, og deres ondskab, udnyttelse og kulde udpenslet fra første øjeblik.

Og som prikken over i’et er alle karakterer helstøbte og hver eneste billede er tryllebindende, fra træerne der gror midt i sorgen, til ånderne der bevæger sig i natten.

Instruktørens kærlighed til stop-motion-animationsmediet er næsten også lige til at græde over, særligt i en tid hvor special effects i Hollywood udføres forfærdeligt, og hvor arbejderne presses til umenneskelige længder.

Så hvis du skal se én Pinocchio-film i år, så lad det være Guillermo del Toros. Hans originalitet og håndværk er usammenligneligt, og fortællingen er et kærlighedsbrev til både filmmediet, eventyrgenren, og modet til at elske midt i en verden bygget på frygt og had.