Af Dorte Winkler
Det er snart 10 år siden at provokatøren og komikdokumentaristen Michael Moore lavede sin film Bowling for Columbine i kølvandet på tragedien på Columbine High School, hvor han blandt andet stillede spørgsmål ved den åbenlyse hang til skydevåben og vold, som nærmest kan opfattes som en fast bestanddel af den amerikanske folkesjæl.
Siden Moores film er der, beklageligt nok, kommet flere episoder til. I TV dokumentaren Gun Fight (2011) er omdrejningspunktet en studerendes nedskydning af lærere og medstuderende på Virginia Tech i 2007. Gun Fight er instrueret af den Oscarvindende instruktør Barbara Kopple, som går til emnet på mere klassisk dokumentarvis end Moore, og dermed forsøger at udstille våbenvanviddet forholdsvis neutralt, eller i hvert fald sobert.
Filmen følger nogle forskellige personer der alle er berørt at våbenrelateret kriminalitet, skudofre, våben aficionados, paranoide unge i Philadelphia og diverse talsmænd fra diverse organisationer. Filmens primære omdrejningspunkt er Colin Goddard, som var et af skudofrene fra Virginia Tech og senere i filmen, en læge der dagligt håndterer skudte patienter på skadestuen (og her får man i øvrigt syn for sagen om at det rent faktisk gør rigtig ondt at blive skudt og at overlevelsesprocenten ikke er høj). De har det til fælles at de begge prøver at gøre noget for at begrænse antallet af våben og salg af våben til kriminelle. Men det er lettere sagt end gjort. The National Rifle Association (NRA) kæmper indædt og fanatisk mod et hvilket som helst forsøg på indskrænkelser i alt hvad der har med skydevåben at gøre. Selv de forslag der giver mening for en komplet tosse, er de imod – af den simple grund at de mener at selv små indrømmelser vil være en glidebane lige ned i et komplet våbenforbud. Og hermed er der faktisk tale om en kamp – en ”Gun Fight” – og egentlig en ganske ulige en af slagsen. For selvom hen ved 50 % af alle amerikanske hjem har en eller flere skydevåben så er det kun lige over 4 millioner der er medlem af NRA, og det er dem der bestemmer, ved deres utrættelige lobbyarbejde, overengagerede medlemmer og klamren sig til den amerikanske grundlov.
Gun Fight får stille og roligt arbejdet sig hen mod sagens kerne, nemlig den sag som aktivisterne prøver at få igennem rent politisk. Det sker i en neutral stil, hvor intervieweren stort set er fraværende og hvor hele spektret af involverede, får taletid. Alligevel er filmen ikke neutral, for der er for mange fakta der taler imod NRA, og med den særlige problematik som netop anfægtes i Gun Fight, så er det tydeligt at filmen er på våbenstrammernes side.
Fra et dansk synspunkt er det jo ren galimatias at være vidne til. Uretfærdigt, vanvittigt og fuldstændig uforståeligt. Men vi er danskere og ikke amerikanere, og lige præcis her er der en god anledning til at mærke den markante forskel der er. For alt for mange danskere tror vi har rigtig meget tilfælles med amerikanerne, baseret på det faktum at vi storimporterer vores underholdningskultur derfra. Men faktum er at amerikanerne har en voldelig historie af nyere dato, og at de her våben rent faktisk har haft en betydning for overlevelsen engang. At tingene måske har ændret sig kan man jo godt mene, men det er ikke altid at de knæsatte værdier kan følge med her.
Gun Fight er et interessant indlæg i denne debat. Man kunne bare ønske at der snart var nogle der ville gå til dette følsomme emne i en dokumentarfilm uden først at skulle berettige filmen i den seneste skolemassakre.
