Victor Kossakovskys ‘Gunda’ giver et sjældent empatisk indblik i livet på en friluftsgård – som erfaret af dyrene selv. Og mens den, ifølge instruktøren, ikke er skabt som brandtale for veganisme, vegetarianisme eller politiske tiltag, der skal forbedre dyrevelfærd, opfordrer den på rendyrket cinematisk vis til menneskelig selvransagelse. Resultatet er et visionært værk, et rørende postulat om, at mennesket ikke er livets centrum. 

 

Hvorfor lave en film? 

Fordi man har noget på hjerte? Fordi man vil fortælle en historie? 

Spørgsmålet er uløseligt. Selv et overbevisende bud på en problematik så kompleks, som hvornår det reelt giver mening at lave film, er ét blandt mange, der i bedste fald er lige så kyndige og tankevækkende. 

At spørge det er ikke desto mindre uundgåeligt – og evigt essentielt. 

FILMSKABERENS ANSVAR

Victor Kossakovsky, den visionære, russiske instruktør, har om nogen et overbevisende bud, der i hans seneste film, ‘Gunda’, stråler brændende klart igennem.

Buddet er, simpelthen, at det hverken er tilstrækkeligt at fortælle historier for deres egen skyld, eller at lave film fordi man bare lige lyster. At lave film medfører ansvar. Der skal være noget større på spil.

Så det er ikke tilfældigt, at Kossakovsky har lavet en film som ‘Gunda’, der med rendyrket cinematisk vigør bestræber sig på at vise os noget, vi aldrig har set; og som det er væsentlig, at vi ser.

DYR SOM HOVEDKARAKTERER

I mageløse sort/hvid-billeder møder vi soen Gunda, hvis øjne – indsigtsfulde og resignerede – øjeblikkeligt gør os nysgerrige på hendes tilværelse på en norsk friluftsgård. 

I en magisk åbningssekvens, filmet i hendes rummelig stald af et kamera, der empatisk forbliver på øjenhøjde med hende, føder Gunda et kuld grislinger, der sammen med hende bliver filmens hovedkarakterer. 

Vi følger deres opvækst under Gundas til tider kærlige, til tider barske moderskab med korte afvigelser til andre dyrs erfaringer på gården: en enbenet høne, der bruger tiden uden for et bur på at udforske det vide terræn med andre artsfæller; og en gruppe køer, der lufter sig på en mark. 

Som i åbningssekvensen bliver dyrene stort set altid filmet i øjenhøjde og i nærbilleder, hvilket i samspil med et lyddesign, der omhyggeligt fremhæver gårdens mangfoldige naturlige lyde, bringer os så tæt på dem, at vi betvivler, om der virkelig er en skærm imellem os. 

EN ETISK FORDRING

Men selv om dyrene lever relativt frit, findes der allestedsnærværende tegn på, at det alligevel er menneskers præmisser, de lever på. Deres stalde og bure; deres øremærker; et elektrisk hegn; og Gundas formørkede blik, der røber en bevidsthed om, hvad det hele går ud på. Filmen siger alt om deres ejeres og forbrugeres banale, rationelle vold – uden at vise ét eneste menneske; uden at inkludere ét eneste menneskeligt ord. 

Selv har Kossakovsky været vegetar siden fire-års alderen, og mens filmen ifølge ham ikke skal forstås som en brandtale for dén livsstil, er det klart, at der fra hans synspunkt foregår noget her, der bare ikke er i orden. 

Hvor stammer menneskets arrogance fra, spørger han, når det berettiger sin undertrykkelse af andre arter? Hvor mange af os har set de dyr i øjnene, som vi ved middagsbordet rutinemæssigt fortærer? Og navnlig: hvorfor betragtes de dyr ikke som havende intellekt, følelser, intimitet på lige fod med mennesker?

REVOLUTION I FILM OG SAMFUND

Filmen ‘Gunda’s helt store fortjeneste er netop, at den, så vidt det er menneskeligt muligt, skildrer dyrene på deres præmisser, som komplekse væsener i deres egen ret. 

Det virker nærmest surrealistisk, enddog hypnotisk, at betragte så opmærksomt deres blikke, deres nuancerede adfærd, deres upålagte karaktertræk – som når urokkelige køer ser udfordrende tilbage på kameraet; eller når et ekstremt nærbillede indrammer, hvordan reptil-agtige hønsefødder forsigtigt betræder markens bløde græs.     

Og mens vi bestemt har at gøre med en nedtrykkende film, der ordløst ransager samvittigheden, er den faktisk også enormt befriende.

Når man ser den, føler man sig forankret i og ansvarlig overfor et kritisk historisk tidsrum, hvor vi gradvist erkender, at vores måde at være i verden på for alvor skal forandres. 

’Gunda’ er en medfølende hyldest til livets dyrebare alsidighed; og en vision for, hvor empatisk mennesket evner at være. Uden prætensioner, motto eller slagord og ved at appellere til den almene menneskelige indlevelsesevne, baner den vej for en revolution hen over alle samfund hvor kapital vægtes over liv – i institutionerne, i sindende og i filmkunsten selv.

Tænk, hvis ‘Gunda’ og andre nylige film, der tager udgangspunkt i ikkemenneskelige væseners oplevelser, indfaser en større cinematisk strømning, der gør det til regel snarere end undtagelse at lytte så åndsnærværende til livet i alle dens øvrige former! 

Sikke forståelser vi kunne danne os. Sikke muligheder foran os.    

‘Gunda’ får premiere den 1. juli 2021.