Det værste i det moderne menneske bliver blottet i Netflixs nye antologi-serie, der på trods af fortællingens tidspres formår at skabe gyldne øjeblikke.

En storbykvinde får en sær fornemmelse af sine nye naboer på landet.

En forretningsmands lukrative prototype er forsvundet.

En sekretær hører nys om hemmeligheder på sit nye arbejdssted.

Det er blot tre af de scenarier, den norske gyserserie ’Bloodride’ præsenterer os for – en original Netflix-antologi. Hvert afsnit har den samme intro, hvor de respektive hovedkarakterer træder ud fra en mystisk bus og ind i deres historie.

Og dette univers er fyldt med blod, samtidig med at dets selvironi er på plads. Resultatet er en herlig, men flygtig sammensmeltning af stemninger og morale.

Når tidsrammen ikke funker
Når man lader blikket falde på det norske koncept, er det svært ikke at tænke på antologi-serien ’Black Mirror’, der sætter fokus på menneskets forhold til teknologien.

Der er intet galt med sammenligningen mellem koncepterne, men hvad der holder seeren på skærmen i dette tilfælde, er humoren, der følger.

Den er underspillet, makaber og får det hele lidt på afstand med en skævhed, man sjældent finder andre steder.

Men det er overstået på et øjeblik.

Hvad der gør det svært at nyde gyset komplet, er, hvor ærgerligt korte hvert afsnit er. De varer mere eller mindre 30 minutter, hvilket gør den utroligt bingeworthy, men efterlader en mangel.

Tidsrammen er i de fleste tilfælde begrænsende for historiens udfoldende, og dermed ikke helt fuldendt – endda til tider uklar.

Den sociale frygt
Et slående, og nok det særligste, element i den norske antologi, er, at gyset stort set altid opstår i en social sammenhæng.

Om det er naboer, kollegaer eller familiemedlemmer, så iscenesætter ’Bloodride’ de mærkeligst tænkelige situationer, hvor mennesket i det 21. århundrede bliver konfronteret med det værste i deres medborgere – men i endnu højere grad i dem selv.

Grådighed, hemmelighedskræmmeri, egoisme: serien skyr ikke fra en morale, men samtidig tager den på ingen måde sig selv for seriøst.

Den ildevarslende sky, som glider over historien opvejes med sleske jokes, akavet stemning og vendepunkter, hvor stemningen vendes fra tragedie til en form for blodsprøjtende version af ’The Office’.

’Bloodride’ er så pokkers moderne, når den trækker på den mistro og dårlige tanker, folk kan gå og have om hinanden. Her er den bare forstørret til et niveau, der er nærmest latterligt, men som alligevel sætter tanker i gang hos seeren.

Serien når aldrig rigtigt helt i dybden med, hvad den vil og bliver sløjfet hurtige op end ønsket. Om den begrænsede tidsramme er et bevidst valg, kan kun gættes på. Men dette overskygges alligevel af den charmerende skævhed, frydelig massakre for splatterfans, samt dens mystiske mennesker og stemninger. En neglebidning kan man ikke helt komme væk fra.

‘Bloodride’ er anmeldt på baggrund af afsnit 1, 4 og 5 af sæson 1.