Af Henrik Seehuusen

Dansk films største kvindelige kraftværk Susanne Bier er vendt tilbage til det nordiske, og det klæder hende rigtig godt. Sproget er igen (næsten) dansk, og skuespillere og manuskripforfatter er i høj grad de gode gamle. Og jeg tror at hvis nogle var i tvivl om hvorvidt de havde savnet Susanne Bier, så overbeviser hun med Hævnen alle om, at det har vi.

Det er som at Susanne Bier i hævnen har fundet en dobbelthistorie, som også gør hende i stand til at sammensmelte sine egne to sider – den intime, voldsomme personlige historiefortæller, som til tider virker som om hun har fingeren inde under huden på selve danskheden, og den storladne, blide og bredt favnende underholder, som i ægte Hollywood-tradition vejer publikums helbred tungere end pligten til at tale sandt. Stilen er forskellig i de to Bierske inkarnationer, f.eks. hader Hollywood-Bier zoom, mens den danske Bier holder den Ballingske tradition i hævd – uanset hvor gammeldags den må synes. Begge dele fungerer, og der hvor Bier virkelig træder i karakter og viser styrke, er når hun tager de traditionelle sammensatte Hollywoodske pakkefortællinger, der dukker op u-undskyldt, og formår at forløse dem med en tvetydighed og omtanke som mere end retfærdiggør dem, og viser at hendes evner både med hænderne og hovedet står over hendes amerikanske brødre og søstre.

Hævnen kan bedst beskrives som en powerfilm. Og det er kendetegnende ved en powerfilm, er der er nogle powerpræstationer. Filmen er fuld af dem, og alle kan fremhæves. Der er ikke nogen smalle steder hos Bier når det kommer til skuespil, og når man ser hvad hun får ud af en mand som Kim Bodnia, minder det mig om Billy Wilder og hans evne til at få Marilyn Monroe til at fremstå som en af sin generations bedste skuespillerinder. Stærkest lige nu og, forventer jeg, resten af mine dage, står Trine Dyrholms gennemtrængende ansigt, som ikke lader en kigge væk. Hun symboliserer, og personificerer, filmens ultimative teknik – denne her film prøver igennem hele dens løbetid at tvinge sit publikum til at tage den alvorligt. Der er ikke et sekund i filmen som ikke føles som om man burde føle alvoren, og man burde lade den føre en med sig uden distance. Det er farligt at lade sig overbevise, det kan ende med at jorden forsvinder under en, men vi befinder os alle på skrøbelig grund, og det har vi nogle gange godt af at blive mindet om.

Hævnen er en meget ambitiøs, og vanvittigt god film. Den formår at ramme bredt uden at være overfladisk, og den leverer varen på alle måder. Hævnen er rystende god.

6/6

Henrik Seehuusen