‘Halloween’ er en moderne slasherfilm, med to af de mest ikoniske karakterer indenfor genren, og lige så skarpsleben, som morderens foretrukne kniv.

Hvordan laver man en 2’er til en fyrre år gammel, og ikke mindst, legendarisk horrorfilm? En film der har mere end en håndfuld efterfølgere og en reboot under bæltet allerede – det er en mildest talt masochistisk opgave.

Især med tanke på den ganske fanatiske fanbase, der er mindst lige så blodtørstige og klar til at svinge de verbale knive, som den ikoniske maskeklædte morder fra franchisen.

Opgaven, der er Herkules værdig, er tilfaldet de herrer David Gordon Green og Danny McBride, som den almene biografgænger nok mest kender for deres eskapader udi komedie, om end førstnævnte har mange gode mindre dramaer på CV’et.

Fyrre år er gået siden den skæbnesvangre nat, hvor Laurie Strodes (Jamie Lee Curtis) liv blev ændret for evigt. Natten hvor manden med masken, Michael Myers, vendte tilbage for at fortsætte hvor han slap tyve år tidligere; nemlig myrde teenagere og hvem end der kom i vejen for ham.

Årene har ikke været gode mod hende og hun lever nu isoleret dybt ude i skoven, hvor hun gør sig klar til den dag han vender tilbage – aldrig mere skal hun være det hjælpeløse offer, aldrig!

Men da den 31. oktober kommer og græskarrene sat frem, dukker ”Bøhmanden” op igen til endnu en gang ’Halloween’.

Velkendte isende toner
Fra første øjeblik lyden af John Carpenters fænomenale tema penetrerede mine ørekanaler blev det klart, at jeg var vidne til noget særligt.

Åbningsscenen foregår på et hospital for mentalt syge kriminelle. To nævenyttige podcastere forsøger at få Myers i tale med alle tricks, sågar bliver den nu lettere hærgede maske hevet frem, til stor panik for de andre indsatte. Etableringen af den monstrøse slasher er enkel og veleksekveret for eventuelt nyt publikum; et monster, du sjældent ser før det er for sent – kun i glimt, ud af øjenkrogen inden han angriber, iklædt den hvide maske og de sorteste øjne verdenen nogensinde har set.

Ligene kommer også i en lind strøm, så snart Myers beslutter sig for at stikke af. Ingen går fri når den morderiske deux ex machina går i gang. Green har klogelig nok valgt at holde flere af morderne væk fra publikum, så fantasien kan lege frit – du kan høre hammeren knuse kraniet indtil hjernen bliver til mos. Du behøver ikke se det, dine ører fortæller hele den makabre historien.

I det hele taget bliver der leget med lyden, som det er kutyme i horror. Myers åndedrat giver associationer til en maskine, der aldrig stopper og den knusende stilhed der ildevarsler ondskabens komme, ligger som et olmt tonstungt bæst, konstant klar til at fylde dig med rædsel. Det er et lyddesign af absolut højeste kaliber og så afgjort det bedste i en horrorfilm i år.

Den stærkeste overlever
Screamqueen over dem alle, Jamie Lee Curtis, leverer her en præstation, der er lige dele rørende og inspirerende. Dybt traumatiseret, pga. den frygtlige nat for mange år siden, har hun mistet to ægteskaber og fik fjernet datteren da hun var 12. Hun veksler mellem enten at være på randen af sammenbrud og så være jægeren der endelig får ram på rovdyret, der har hærgeret hendes sind i hvad der må føles som en evighed.

Laurie Strode karakteren udvikler sig fra at være offer til at være den sejeste bedstemor nogensinde og det understreges flere gange, hvor indstillinger fra den første film bliver genskabt her, dog med det tvist at det er Strode der står i de positioner, hvor Myers stod. Sådanne små blink med øjet er der flere af til glæde for fans, uden at det bliver ublu leflen.

Helt uden humor er filmen ikke. Højdepunktet er uden tvivl en scene mellem en babysitter og så knægten hun passer, hvor emner som pot, suspekt internetsøgning og super upassende verbale slagudvekslinger, giver et virkelig tiltrængt grin og varme midt i blodbadet.

’Halloween’ er fantastisk og foruroligende på den helt rigtige måde. Da Green og McBride fik jobbet gav Carpenter dette svar som grund: ”They get it”. De forstår Myers er en dræbermaskine, der aldrig stopper og vigtigst af alt, de forstår Strode – offeret, overleveren og hævneren.

Dette var en af tre film jeg så frem til i år og den jeg uden sammenligning glædede mig mest til – forventningerne blev mere end indfriet.