Det levende mareridt fortsætter for beboerne i mytiske Haddonfield, Illinois, der i denne omgang må se sig nødsaget til at stikke hovederne sammen for at stoppe den ubarmhjertige og utrættelige Michael Myers.

”Lad det brænde! Lad det brænde!” skriger en hårdt såret Laurie Strode (Jamie Lee Curtis) fra ladet af en firehjulstrækker, da hun ser Haddonfields redningsberedskab komme susende forbi med fuld udrykning. Længere nede af vejen står Lauries hus i flammer med den maskerede massemorder Michael Myers (Nick Castle/James Jude Courtney) fanget i kælderen. 

Beliggende dybt i skovens stille ro og med sikkerhedsforanstaltninger, der kan måle sig med Fort Knox, skulle man tro, at det var nok til endelig at holde Myers i skak. Men at tro dét er noget, man gør i kirken, og hvis én ting er sikkert, så er det, at manden, der er indbegrebet af ondskab, ikke er let at slå ihjel.

‘Halloween Kills’ starter in medias res i forlængelse af 2018-hittet ‘Halloween’, hvortil det anbefales, at man ser eller genser denne.

Fyrre år forinden begivenhederne i ‘Halloween Kills’ blev det ellers stille midtvestlige landsbysamfund rystet for altid. Femten år efter det koldblodige drab på sin storesøster flygter Michael Myers fra det psykiatriske hospital, hvor han hidtil har været indespærret. 

Med en uslukkelig blodtørst og en hjemve udover det sædvanlige vender han tilbage til sin fødeby for at myrde igen. Alt dette udspiller sig i John Carpenters originale ’Halloween’ fra 1978, der blev en katalysator og milepæl inden for slasher-genren, og fortællingen genoptages nu i forgængeren ‘Halloween’, aktuelle ‘Halloween Kills’ og kommende ‘Halloween Ends’.

En for alle, alle for en

Plottet i ’Halloween Kills’ drives frem af den heksejagt, der igangsættes af Haddonfields vrede pøbel, der efter politiets tøvende indgreb må tage sagen i egen hånd. Som i James Whales filmatisering af ’Frankenstein’ stilles der her det klassiske spørgsmål om, hvem der i virkeligheden er de sande monstre, når konsekvenserne af den ulmende bandementalitet kan medføre et nedbrud af faste principper og endegyldigt går ud over de forkerte ofre. Horden af selvtægtsmænd- og kvinder giver filmen mulighed for at introducere et virvar af både kendte og ukendte ansigter, men bidrager så sandelig også til det, til tider, absurd høje dødstal.

Dertil skal det tilføjes, at en af de helt store styrker i David Gordon Greens skildring af ’Halloween’-franchisen især bunder i de innovative og sadistiske mord. Denne forfriskende tendens i form af hårrejsende, knogleknusende praktiske effekter har gjort en tilbagekomst i adskillige film det seneste årti, hvor man er gået tilbage til gysergenrens rødder og har lagt de kostbare computereffekter på hylden til fordel for godt kreativt håndarbejde. 

I ‘Halloween Kills’ giver Green flere af sine samtidige kolleger som S. Craig Zahler (‘Bone Tomahawk’, ‘Brawl in Cell Block 99’) og Jeremy Saulnier (‘Green Room’) kamp til stregen med nogle af de mest groteske mord set på det store lærred i nyere tid. Om man ser ’Halloween Kills’ på tom eller fuld mave bliver derfor en altafgørende beslutning, man skal tage som seer.

Kræs for kendere

Er man fan af John Carpenters ’Halloween’ fra 1978, er der masser at komme efter i form af flashback-sekvenser, der tager seeren med tilbage til efterspillet af den grufulde Allehelgensaften i 1978, hvor Michael Myers terroriserede Haddonfield for første gang. 

Sekvenserne giver en følelse af at sidde og se et lækkert 35mm-filmprint, som var det dominerende i halvfjerdserne, og med tilsætningen af store amerikanerbiler og halvkiksede frisurer er man ikke i tvivl om, at man faktisk sidder og ser en flashback-sekvens. 

Som sin forgænger fra 2018 er filmen fyldt til randen med både åbenlyse og subtile referencer til originalen, som man kan nikke genkendende til med et smil på læben i mørket.  

Filmens musik er et familieforetagende mellem John Carpenter, søn Cody Carpenter og gudsøn Daniel Davies, der uddyber originalens minimalistiske og ikoniske klaverstykke med dybe, tunge synth-toner, som går glimrende hånd i hånd med det dystre foretagende på lærredet.

På godt og ondt

Hvor ‘Halloween Kills’ desværre kommer til kort er i store dele af dialogen, der i flere tilfælde fremstår både corny og klichéfyldt. Det er en kendsgerning, at gysergenren ikke er berømt for sin drivende, sentimentale dialog, men i ‘Halloween Kills’ er der ikke mange mindeværdige citater at fremhæve, da dialogen, modsat sin forgænger, virker ensformig og repetitiv. 

Som medforfatter på manuskriptet finder man skuespiller og komiker Danny McBride, der hovedsageligt er kendt for at medvirke i komediefilm, men filmens forsøg på comic-relief i anspændte situationer kommer uheldigvis ikke fra sjove, velovervejede one-liners, men snarere fra mord, der er så bizarre, at man ikke kan lade være med at slå en latter op.

På trods af ikke at have meget at lave i denne toer er veteran og “Scream-Queen” Jamie Lee Curtis altid en fornøjelse at opleve som den intense, men også ekstremt seje Laurie Strode.

Er man inkarneret ‘Halloween’-fan eller blot hungrende efter noget vellavet gys og gru denne kolde oktober, bør man tage et smut i biografen og opleve, hvordan en lang nat føles i Haddonfield.