Den mest skræmmende måned på året går os i møde, og jeg jagter frygten på film. Et møde med børnegyseren vækker minder, og alt der funkler har som regel en bagside.

Som en fanatiker for de kolde efterårsmåneder og Halloweens dunkle stemning, holder jeg særligt meget af at se gyserfilm på denne tid af året.

Jeg har sat mig for at udbrede min smag, når det gælder gysergenren, gå på en form for skattejagt, og opsøge både klassikere jeg aldrig har fået set, og de mere skjulte perler, når man kommer helt under overfladen.

Det endelige møde

Årets sæson ligner ikke helt sig selv.

Den samme følelse får jeg, når jeg som 20-årig beslutter mig for at se ’Coraline’ for første gang: en stop-motion animeret horror, der henvender sig til et børnepublikum.

’Coraline’ står stærkt i min hukommelse, hvor nysgerrigheden tog over, og jeg havde svært ved at kigge væk fra trailers fra filmen.

Så hvorfor er det først nu, jeg får set den?

Måske er det så simpelt, som at barndommens frygt ikke hersker over mig som den ellers gjorde før. Men det dystre eventyr har jeg også i skrivende stund, med tanker om dukker og knapper, der sniger sig ind i baghovedet, svært ved at fatte, at børn så unge som under 10-års-alderen ville kunne klare.

’Coraline’, og romanen fra 2002 den er baseret på, spejler min barnlige nysgerrighed og er derfor et oplagt første punkt på min opdagelsesrejse.

Ønsket om mere

Hvis man var så heldig som jeg selv og ikke blev skræmt fra vid og sans i sine yngre år, så skal det siges, at ’Coraline’ handler om en ung pige af samme navn, der flytter til en ufatteligt kedelig by med sine lige så kedelige forældre.

Hun er et klassisk eksempel på teenageren, der hader sin families ensformige livsstil, og ønsker eventyr.

På den måde viser hun barnets nysgerrighed, når den bliver aller farligst.

Som de yngre publikummer blev draget til biografen på trods af ildevarslende musik og mørke personligheder, bliver Coraline draget til den hemmelige dør, hun finder bag et skab i deres nye, gudsforladte hus.

Og bag den finder hun en verden, som ethvert barn kunne ønske sig.

Ekstravagante middage hver aften, musik og underholdning arrangeret af de skæve naboer, og fremfor alt, forældre, der lægger mærke til hende.

Børnene vil ses, høres, og ønsket om en sjov hverdag, fyldt med farver og magi og ingen skole fylder den fantasiverden ’Coraline’ skaber.

Alt er dog ikke, hvad det ser ud til.

Og på samme måde sidder jeg med mine 20 år med en børnefilm, der gik langt ud over mine forventninger.

Barnets øjne

Barndommens sukkersøde drømme bliver sprættet op i ’Coraline’, som den dukke åbningssekvensen sprætter op, og atter syr sammen på ny for at præsentere hovedkarakteren for verden.

Forfatteren bag romanen krediterer idéen til historien til en simpel tastefejl, da han skulle skrive navnet Caroline, og det hele bliver bare en anelse mærkeligt, uden at være uigennemskueligt.

Og som navnet er skævt er hendes drømmeverden lige så skæv. Glansen af alle hendes ønsker kan ikke skjule de mareridt, der ligger bag facaden.

Når barnets øjne går ind i ’Coraline’, gaber de over mere end de kan sluge. Den unge pige vil have sjov og leg uden bekymringer, og hun tager og tager og ønsker stadig mere. Eventyret udnytter hendes unge naivitet, og planter sig som en igle på hendes liv, og langsomt, ubemærket, tager magten.

Jeg sidder tilbage i en knap så håbefuld tid, der er genkendelig uden at være det. Men jeg ruster mig som Coraline med et håb for fremtiden, og tanken om, at alt ikke altid er, hvad det ser ud til.

Så er gyseren i børnehøjde effektiv, selv på et voksent liv?

Mere end jeg kunne have forestillet mig, må jeg konstatere. Måske skal jeg være glad for, at min nysgerrighed ikke tog over før nu.