Af Dorte Winkler
En af sommerens bud på en actionfilm er Hanna, instrueret at Joe Wright som sidst instruerede Soning eller Atonement, som var den originale titel på filmatiseringen af Ian McEwans bog og en ganske anden genre end de dramaer Wright indtil nu har givet sig i kast med. Hanna er en actionfilm og spørgsmålet er selvfølgelig om Joe Wright kan mestre et genreskift af denne kaliber.
Snigmordere, agenter, spioner og hvad de nu hedder alle sammen, forbliver fascinerende stof til film selv efter murens fald og opløsningen af de gamle øst-vest problematikker, som længe fordrede genren med uendeligt materiale. Nu er man nødt til at gå nye veje, og gerne veje der stadig kan ruske op i en latent frygt hos publikum – gerne noget der får paranoiaen til at trives. Er der nogle derude med skumle og ulovlige planer som berører hele menneskeheden? Hanna er på sin vis også et bud på denne tematik, men handler også en agent i træning. Hannas ubarmhjertige træning skildres fint og realistisk i filmens begyndelse, og det at hun er så ung og så kapabel gør det jo ikke mindre fascinerende, samtidig med at vi selvfølgelig ikke kan gennemskue hvad hun trænes op til den seje tøs hun er. Godt gemt væk i den finske ødemark, bor Hanna i en hytte med sin far (Eric Bana), som er tidligere CIA agent, og dedikeret til at forme Hanna til den perfekte soldat og snigmorder. Hanna kan skyde elge med bue og pil, overleve ekstreme forhold og tale flere sprog – men hun har aldrig mødt et andet menneske end sin far, aldrig set et tv eller for den sags skyld benyttet en telefon. Der er (selvfølgelig) en fortid som skal gøres op, med CIA og i særdeles hed en af de magtfulde kvinder i organisationen, Marissa (Cate Blanchett), som har en særlig interesse i Hanna. Da tiden er inde starter Hannas mission og hun bliver herefter overladt til sig selv, sine forfølgere og en, for hende, ukendt verden af mennesker, biler, teknik og noget så elementært som venskab.
I rollen som Hanna, ser vi Saoirse Ronan (udtales Sear–sha), som blev Oscarnomineret for sin birolle i Soning og det er tydeligt at Joe Wright ikke har færdig med at bruge hende. Med sit helt lyse hår og hvide hud er Saiorses Hanna en dræberengel. Fuldstændig uskyldig og fuldstændig hærdet og stålsat på samme tid. Hendes rejse ud i ”vores” verden er en rejse der både er spændende, rørende og finurlig og det er den bl.a. fordi Ronan gør det så godt og indlevende. Hende skal man bestemt holde øje med.
Den onde og magtfulde Marissa med de perfidt rene tænder, fremmanes af Cate Blanchett, som tydeligt har haft det sjovt med at spille en rigtig god gammeldags bitch. Disse to kvinder, den unge og den midaldrende, er ikke til at spøge med og det er da også mellem dem at opgøret skal stå.
Hanna er et klart bestået til Joe Wright, som får en god og visuelt gribende historie til at smelte sammen med en actionfilm, som ikke er funderet i et opbud af teknologiske himstregimser, men forlader sig på mere traditionelle færdigheder indenfor henholdsvis drab og overlevelse. En god, og noget anderledes, actionfilm der er vældig god underholdning her i sommerferien.
