Happy-Go-lucky
Efter at have trukket nitten Anja og Viktor glædede denne anmelder sig til at se rigtig filmkunst, nemlig den engelske instruktør Mike Leighs seneste værk Happy-go-lucky Manden kan på trods af positive filmtitler som High Hopes og Life is sweet ikke beskyldes for at være en romantisk og verdensfjern instruktør.

I stedet har hans film til stadighed kredset om sociale problemer i det britiske samfund. Hans socialrealistiske ”Slice-of-life” tilgang bygger videre på den engelske ”kitchen-sink” tradition fra 1960´erne, hvor fokuset lå på arbejderklassen og de fattiges problemer.
Leigh er tit blevet sammenlignet med Ken Loach, der vandt de gyldne palmer i 2006 for hans ”Vinden der ryster kornet”.  Sidstnævnte, der er erklæret marxist, er dog mere politisk hårdtslående i valg af emne og udtryk, hvor Mike Leigh derimod interesserer sig for menneskene bag ved de politiske ideologier. Deres livsvalg, følelser og indbyrdes relationer.

Dette fokus er således også kernen i hans nyeste film Happy-go-Lucky, der indbragte hovedrolleindhaveren Sally Hopkins en sølvbjørn på Berlin for hendes præstation som den livsglade skolelærer Poppy.
For Poppy er livet let og glasset altid mere end halvt fuldt. Ja, faktisk er hun så glad, at vi som tilskuere i starten har svært ved at holde hende ud. Hun er lige så irriterende glad som titlen antyder, at vi mere end forstår hendes kørelære Scott sure kommentarer.

Scott, fantastisk spillet af Eddie Marsan er Poppys direkte modsætning i og med at han ser verden som et slemt sted, hvor alting er en potentiel trussel om en forværring. Han drages og irriteres på samme tid af af Poppy og hendes glade facon. Ligeså gør den yngre ansvarlige gravide søster, som hende og veninden på et tidspunkt besøger. Denne er bekymret over at Poppy ikke har nogen kæreste endsige sin egen bolig.

Poppys liv er på trods af hendes positive sind ikke en dans på roser. Hun får stjålet sin cykel som alle andre, får ondt i ryggen som alle andre og drikker sig fuld med veninderne og går stiv og lettere ynkelig hjem i de tidlige morgentimer.

Er Poppy så så lalleglad og dum, som vi først får indtryk af? Nej, selvfølgelig ikke. Hun vælger bare at tage tingene med et smil og en åbenhed, der gør at hun altid er lydhør overfor sine medmennesker, som da en af hendes elever er voldelig overfor en skolekammerat. Her fornemmer og samtaler hun sammen med børnepsykologen Tim sig hurtigt frem til drengens problemer med morens nye kæreste.

Happy-go-lucky er en Mike Leigh film, der nok skal have sine kritikere, lige fra fans, der vil mene at filmen er for lys og ensidig i sin personskildring af den evigt glade Poppy og den tvangsneurotiske pessimist Scott.

Andre igen vil beskylde filmen for ikke at handle om noget, hvilket den i traditionel dramaturgisk forstand heller ikke gør. Det første er undertegnede delvist enig i, men
Mike Leighs genistreg består i at han via dagligdagsscener proppet med en dialog der er morsom og sprudlende på en nærmest naturlig måde, får fanget tilskueren ind så man til sidst ikke alene forstår og respekterer Poppy men forelsker sig hendes væsen.
Et væsen, der bærer på det nærmest Monty Pythonske  opløftende budskab: at på trods af, at det hele jo går af helvede til så skal man altid kigge på den lyse side af livet.