’He Named Me Malala’ handler om styrke og mod. Selvom den ikke er fejlfri, er det en film, der bør ses.
Hver eneste gang man skal anmelde en film, opstår et dilemma: Hvad er vigtigst? Er det indholdet, er det formen, eller er det noget helt tredje? Når man skal anmelde en dokumentar, er dilemmaet endnu større. I hvert fald er dilemmaet stort, når filmen fortæller en historie, som for enhver pris bør blive fortalt. ’He Named Me Malala’ fortæller historien om Malala – pigen der blev skudt i hovedet af Taleban. Hun var kun 15, da det skete. Hun overlevede på mirakuløs vis, og hun har siden da kæmpet for kvinders ret til uddannelse i hele verden. Hun er et af de mest fantastiske mennesker, jeg nogensinde har hørt om, og det er forrykt, at verden stadig har brug for, at så stærke kvinder som hende råber op, før den gør den mindste mine til at ændre sig.
Malala
’He Named me Malala’ er en meget personlig historie. Filmen kunne have ladet selve sagen komme i første, men den fokuserer i langt højere grad på Malalas personlige liv og på hendes far. Der er nok nogen, der ville foretrække en mere emne-orienteret film, men jeg synes, at den personlige vinkel er mindst lige så effektiv. Jeg blev mindet om, at de mikroskopiske problemer, jeg forholder mig til i min hverdag, ligger uendelig langt fra, hvilke problemer andre må møde. Jeg blev mindet om, at der findes forfærdelige ting i denne verden, som det er værd at kæmpe mod; men mest af alt blev jeg mindet om, at der er håb, så længe vi kæmper.
Filmen gør sit job. Jeg gik ud af biografen med denne følelse, og den holdt længe efter, jeg havde forladt salen. Jeg var derfor overbevist om, at jeg ville give filmen topkarakter, men ’He Named Me Malala’ er desværre ikke en fejlfri film.
Violiner
Filmen spiller i bogstaveligste forstand for meget på violinerne. Det var af og til lidt irriterende. I kraft af at historien i sig selv er så stærk, føltes det unødvendigt med den til tider alt for melodramatiske musik. Jeg savnede mere subtile øjeblikke, hvor vi kunne se Malala være menneskelig uden musik.
Det skete også, at jeg kedede mig en smule. Til trods for en spilletid på under halvanden time sad jeg af og til og fik lyst til at kigge på klokken. Jeg blev indfanget fuldstændig i filmens sidste halvdel, men i mindst en halv time var min koncentration varierende. Dette har formentlig at noget gøre med, at filmen brugte lidt rigeligt tid på at illustrere, hvor sød en familie Malala har.
Filmens største problem støder sammen med dens største styrke. Én af de sidste scener viser Malala holde en tale, hvor hun siger: ”Jeg fortæller ikke min historie, fordi den er unik, men fordi den ikke er det”. Dette rørte mig meget. Jeg købte ideen om den meget personlige historie som et billede på andres. Problemet opstod imidlertid, da filmens fokus i alt for høj grad lå på, hvorvidt Malala ville vinde Nobels fredspris eller ej. Én af de sidste scener handler om fredsprisen, og det var noget mystisk at se Malala og hendes far sige, at den ikke var vigtig, mens musikken forsøgte at fortælle én noget andet. Hvorvidt Malala blev verdens yngste fredsprismodtager eller ej burde ikke være, hvad der gav udtryk for, hvorvidt der var håb for fremtiden eller ej. Malala burde være symbol på håb i sig selv.
Ordet
’He Named Me Malala’ er ikke nødvendigvis en fantastisk film. Den gjorde dog et stort indtryk. Ikke blot historien, men også en række animationer, der fortæller om ordets magt, giver filmen en styrke, som jeg følte, før kritikpunkterne begyndte at trænge sig på. Jeg fik lyst til at tage kampen op, fordi der er noget at kæmpe for. Til trods for en række problemer bør man så sandelig se denne film – ikke fordi dens historie er unik, men fordi den ikke er det.