Hell or High Water er en velstøbt neo-western, hvor krikkesadlen er skiftet ud med pickup-truckens gearstang. Filmens styrke findes i dialogens gudsforladte sorte humor og et pulserende, stemningsfuldt lydlandskab.
Toby (Chris Pine) og Tanner Howard (Ben Foster) ræser gennem Texas’ landeveje. Bankrøvere og brødre, der trods deres store forskelligheder har det tilfælles at stjæle fra statens Midlands Banker. Ikke for deres lykkes smed, men for at betale deres afdødes mors lån tilbage og give den arvede gård videre til Tobys sønner. Retfærdige, men langt fra retskafne, som den jeg-skal-bare-have-min-sidste-sag-inden-jeg-pensioneres texas-ranger, Marcus Hamilton (Jeff Bridges) hurtigt får færten af. Sammen med sin kollega, Alberto Parker (Gil Birmingham) ræser de i røvernes hjulspor og et firkantsdrama skydes i gang.
Vi tager fra de rige…
‘… og giver til de fattige’ kunne have været en afrundet morale i filmen. Men i denne fortolkning bliver det ikke ren Robin Hood. Toby og Tanners fælles mål er ikke at stjæle fra byens borgere, men at tage de penge tilbage Midlands Bank har skabt profit af ved at fattigere borger indgår forhandlinger til bankens fordel – en fælde brødrenes mor havnede i.
Heldigvis prøver filmen ikke at skabe et sympatisk blik på Tobys motivation, men snarere en klar forståelse af, at den nye fjende tager skikkelse i bankernes kapitalistiske dominans. Den nye fjende i westernbyen kan ikke nedskydes med en revolver, og det er nu bankkunderne, der alle sættes i griske håndjern.
Cowboys, indianere og bankfilialer
Anvendelsen af et enkelt plot med genkendelige karaktertræk og opbygningen fra klassisk westernfilm udruster ikke historien med kedelige stereotyper. For selvom historien sommetider bliver forudsigelig skærmes det vellykket eftersom handlingen ikke forlader sig på sit spektakel af jagtscener og skuddueller.
Dialogen har et skarpt ordspil, der spydigt smurt ind i mørk humor blander diskriminerende kommentarer samt hentydninger, der siger langt mere end hvad der kommer ud over karakternes læber. Især er had-kærlighedsforholdet mellem Marcus og Alberto velspillet og humoristisk. Gill Birmingham har, ligesom hans karakter, indianske forfædre og forholdet mellem politi-makkerparret viser et moderne blik på den dynamik, der stadig skærer dybt mellem den hvide tilflytter, der overtog de indfødtes land og, som Alberto pointerer nu 150 år efter bliver indtaget på ny af bankfilialerne.
Et musikalsk trav gennem længsel og modernitet
Det er altid interessant at se en klassisk genre blive nyfortolket, og David Mackenzies introduktion af bankens rolle spiller velpasset ind i vestenlandskabet. Et landskab, der står på vippen mellem landbrugssamfundet og en ny generation, der ikke vil gå i deres forældres fodspor, men risikerer at blive fanget i bankens lasso, der står klar med deres fristende tilbud langs landevejenes reklameskilte.
Heriblandt fungerer filmens musik næsten som en femte medspiller i kapløbet. Den intensiverer og nedtoner det visuelle i et yderst velbalanceret tempo og bliver en parallel kommentar til forløbets handling. Cowboyhatten af til Nick Cave og Warren Ellis for at skabe et western-tematiseret score blandet med en rocket, moderne mentalitet.