Erindringer om sorg og forbudt kærlighed i mellemkrigstidens England skaber en sanselig, eksplosiv fortælling.

En ung kvinde går nøgen rundt i et stort kontor. Rummet er indrammet af bogreoler, og hun bevæger sig langsomt, mens hendes hånd blidt berører ryggen af bøgerne. Hun stopper op, tager en af bøgerne ud, fører den op til næsen og snuser dybt ind.

Jane Fairchild (Odessa Young) er stuepige hos de velhavende Mr. og Mrs. Niven (Colin Firth og Olivia Coleman), og kort inden hendes ophold i kontoret har hun haft et hemmeligt kærlighedsmøde med naboens søn Paul (Josh O’Connor). 

De har truffet hinanden i smug de sidste syv år, men denne dag markerer enden på forholdet, for han er blevet forlovet med en kvinde, der ligesom ham tilhører den engelske overklasse.

Minderne spøger i bevidstheden

Beretningen bevæger sig hovedsageligt ad to spor takket være Alice Birchs velskrevne manuskript, som bygger på en roman af Graham Swift (hun skrev også scenario til tv-serien ’Normal People’ baseret på forfatter Sally Rooneys nyklassiker). 

Der skiftes elegant mellem den skelsættende dag i 1924, som får afgørende betydning for resten af Janes liv, og omkring ti år senere, hvor minderne derfra spøger i hendes bevidsthed, og hun skriver dem ned på papir, som bliver til litteratur.

Det historiske bagtæppe er præget af første verdenskrigs mange ofre. Niven-parret har mistet sine to sønner, Freddy og Dick, i skyttegravene, og sorgen har et fast greb om dem. Den sidder i hver eneste celle i deres kroppe, og noget så simpelt som at trække vejret er næsten uoverkommeligt for dem.

De to skuespillere bærer begge smerten perfekt, så det aldrig bliver overdrevet eller kunstigt.

Også Janes hemmelige elsker Paul er mærket af fraværet af Freddy og Dick, som han var tætte venner med. I en gribende scene fortæller han Jane, hvor meget han savner barndommens strandture med Niven-familien, og hvordan deltagerne på udflugterne efterhånden er forsvundet ud af hans liv.

”I just wanted to keep playing,” udtrykker han knugende.

Gnubbe sin indre smerte væk

Fotograferingen, soundtracket og lydsiden i ’Helligdag’ smelter sammen på en måde, der gør universet utroligt levende og nærværende. Samlet får instruktør Eva Husson de tre dele sat sammen til et sanseligt og smukt formfuldendt udtryk, jeg sjældent har oplevet så æstetisk kraftfuldt.

Jeg fik lyst til at kravle ind i filmen og forsvinde i de berusende billeder. Hver indstilling er så velkomponeret, at den kunne være et kunstværk i sig selv.

Musiker Morgan Kibby har komponeret filmens soundtrack, som spænder fra dynamiske atonale toner, der forstærker karakterernes følelseskaos til blide dvælende toner, som kæler for billederne og smelter sammen med karakterernes intense lidenskab.

Lydsidens fornemmelse for detaljer ægger sanserne, men understreger også psykiske stemninger. Som når Mr. Niven ved morgenmaden smører smør på det ristede brøds overflade. Lyden er en voldsom oplevelse, fordi stemning i stuen emmer af tavshed. Eller da Jane i et ulykkeligt øjeblik intenst skrubber indersiden af et stort trækar, som kunne hun gnubbe sin indre smerte væk.

Blege, blottede kroppe

I scenerne, hvor de to elskende er alene, kærtegner det stærke lys udefra deres kroppe og ansigter. Mange nærbilleder af kropsdele vises. Kameraets billeder er ofte slørede, hvilket forstærker, den drømmeagtige stemning, og at der er tale om minder.

Kærlighedsscenerne er ikke blot en æstetisk nydelse. Det er så uendeligt befriende at se de to skuespilleres naturlige, blege, blottede kroppe. Ukunstlet bevæger de sig afklædte rundt i rummet, og der er ingen demonstrativ tildækning af kønsdele. Her ser vi nøgenhed så naturligt, som det burde være.

Odessa Young iklæder sig fuldstændig ubesværet rollen, som var den et kostume. Hun bevæger sig beundringsværdigt naturligt rundt i Jane Fairchilds verden.

Josh O’Connor udtryksfulde øjne og ansigt formidler smukt underspillet tungsind og indre uro til perfektion. 

Filmen mister desværre noget af sin glød og intensitet i sin sidste halve time. Den begynder at gentage sig selv og bliver lidt kedsommelig. Men det er ikke dét, jeg mindes, når jeg nu tænker tilbage på filmen.

Da jeg forlod biografen og gik ud i forårsvejret, fornemmede jeg verden stærkere end før. De levende billeders berusende skønhed havde skærpet mine sanser og lagt et lag af skønhed over den.

’Helligdag’ er et sjældent smykke til det store lærred.