Liv, død, og meningen med det hele er på spil i ‘Heretic’, og Hugh Grant er lige så charmerende, som han er frastødende. Horrorgenren er heldige at have ham.

Den religiøse gyser er en svær disciplin at mestre.

Både fordi publikum mildest talt befinder sig i en overflod af netop denne subgenre af film i øjeblikket, men også fordi det kræver en stålsikker forfatter og en klar idé om meningen med det hele. 

Ligegyldigt om filmen er fortaler for eller modstander af organiseret religion og religiøse ideer, så kan det hurtigt gå i vasken, hvis budskabet bliver uklart. Mange forbinder den religiøse gyser med kristendommens kamp mod satanismen, men den nyeste gyser fra A24 vil gerne gå mere komplekst og utilregneligt til værks. 

’Heretic’ vil rigtig gerne være langt klogere, end den egentlig er. Men det er faktisk i orden – og måske hjælper det faktisk filmens sag, at det hele er lidt mudret.

Ondskaben åbner døren

I filmens begyndelse møder vi gennem to missionærer ikke blot den kirke, de har viet deres indtil videre korte liv til, men også Hugh Grant som Mr. Reed; en tilsyneladende rar, akavet ældre herre, nysgerrig på at høre om de unge kvinders tro.

Så nysgerrig endda, at han inviterer dem indenfor i ly for stormen, der raser, mens de banker på hans dør. Det må de umiddelbart sige nej til, da de har fået tydelige instrukser om, at de ikke må være alene med en mand, men stemningen opblødes hurtigt igen, da hans kone og blåbærtærte kommer på tale.

Søster Paxton (Chloe East) og Søster Barnes (Sophie Thatcher) ånder også lettet op, da deres nye vært viser en tydelig interesse i deres budskab. De påtaler selv, hvor sjældent de mødes med et åbent sind, og nyheden om, at Mr. Reed også ejer Mormons Bog, har læst den og fyldt den med notater, er også utrolig velkommen.

Men på trods af gamle lænestole, gulligt tapet og varmt lys, så viser mandens hjem sig dog at være langt mindre indbydende og harmløst, end de umiddelbart havde troet. Og deres værts nysgerrighed kommer med en pris.

Snart står de to unge kvinder over for en låst hoveddør, de er fanget i en fremmed mands hus, og bliver tvunget til at tage et simpelt valg, som han kalder det. Det bliver ikke kun en kamp for overlevelse, men også en kamp for det, de tror på.

Thank God for Grant

Det er måske trættende at tale i lang tid om Hugh Grant, den tidløse, regerende rom-com konge, og hans tilbagevenden til en horrorgenre, han kun havde en spæd start i tilbage i 80’erne. Men jeg gør det alligevel.

Det er nok ikke overraskende at se Grant som en skurk, hvis man har kendskab til mesterværket ’Paddington 2’, eller actionbraget ’Dungeons & Dragons: Honor Among Thieves’, og det er ikke overraskende at påtale hans komiske kunnen heller.

Men selv i disse tidligere skurkeroller, er han tit stadig sit elskværdige, sjove selv, som vi kender fra ‘Notting Hill’. Denne gang synker han tænderne i en rolle, der virkelig ikke er nogen af delene. 

I ’Heretic’ er han ækel, utilregnelig og rapkæftet – og sikke en fryd, det er.

Han er stadig hylende morsom og charmerende, og han gør det hele på den mest frastødende, kriblende måde, man kan forestille sig. Den tørre, britiske humor er et af hans vigtigste værktøjer, og på trods af mandens egne jokes om, at han egentlig bare spiller sig selv hele tiden, må jeg med al respekt for ham erklære mig uenig.

I ’Heretic’ påviser han, hvor god han er til det, han gør, og at han mestrer alle de genrer af skuespil, han prøver af.

Filmen stråler dog ikke uden de to unge skuespillerinder, som begge allerede har begge ben solidt plantet i frygtens kunstform, fra ’The Wolf of Snow Hollow’ (East), til ’Yellowjackets’ og ’The Boogeyman’ (Thatcher).

Kemien mellem de to er uimodståelig, og deres modspil er ligeså, når begge bliver sat på prøve med, hvad de tror på, og med hinanden og de hemmeligheder og den tvivl, de hver især har holdt inde i tidens løb. 

Særligt Sophie Thatcher giver Hugh Grant kamp til stregen. De danser en enestående dans med hinanden, og det er tydeligt, hvordan de får lov til at udfolde deres følelser og siden hen eksplodere, lidt efter lidt. Og hvor sjovt de også har haft det.

Tro, eller ikke at tro – det er spørgsmålet

Men skyggen af de store spørgsmål om religion, liv, død og meningen med hele eksistensen hænger over filmen i uvished. Mens de unge missionærer testes i deres tro, sidder vi i biografen og prøver at finde ud af, hvad ’Heretic’ gerne vil have, at vi skal tro på.

En halv time inde i filmen var jeg sikker på, at det her var ateistisk propaganda med det mål at ødelægge fundamentet i organiseret religion. En halv time senere måtte jeg ombestemme mig, nej, nu var jeg overbevist om, at det her måtte være religiøs propaganda, bygget til at prikke huller i den ikke-troende logik.

Og da filmen sluttede, indså jeg, at det måske faktisk lidt er begge dele. 

Filmen er begge dele og ingen af delene på samme tid. Den vælger på intet tidspunkt side, men bliver stående lige midt imellem. Og det er okay. Faktisk er det endda en god ting.

Mr. Reed er fanatisk og urokkelig i sit had af konceptet bag religion i det hele taget, men lige så stædige og naive er de religiøse kvinder i deres tro på frelse. ’Heretic’ fungerer, fordi de to modpoler skal kæmpe mod hinanden, i et mystisk, uvirkeligt spil.

’Heretic’ har ikke en perfekt, skudsikker logik, men den filosoferer virkelig meget. Til gengæld er den overraskende nuanceret, og om det er med vilje eller ved et tilfælde er utydeligt, men dens budskab ender ud i en form for gråzone, som gør, at den står stærkere i et landskab af religiøse historier. Gråzonen bliver en pointe i sig selv.

Og måske er det i virkeligheden dét, der er meningen med ’Heretic’. 

At både troen og livet uden troen ikke har mening i sig selv, men derimod får det af de mennesker, der skaber det. Måske er der en glæde i at tro på en højere mening med livet, og måske kan det være lige så sandt, som at religion gennem årtier er blevet brugt i ondskabens tegn.

Måske er der ikke nogen endegyldig sandhed, som Mr. Reed ellers gerne vil finde, og måske er det noget, vi som mennesker må stræbe efter at finde fred med. 

En endegyldig sandhed er dog, at den her film kun bliver bedre af Hugh Grant, der miaver og synger med på ’Creep’ af Radiohead. Så jeg vil gerne bede om omtrent tredive flere film, hvor han får lov til at være lige så weird, som han er her, tak.