Jeg er på ingen måde en hestepige. Jeg er faktisk bange for heste. Derfor var jeg meget spændt på at se dokumentaren Hestehviskeren Buck, der handler om en hestetræner med helt særlige evner.

Buck Brannaman er på vejene 40 uger om året, han lever nemlig af at træne heste rundt om i USA. Han gør det på sin egen særlige måde, og han træner i lige så høj grad hesteejerne som hestene selv. Som han siger; ’så hjælper han hestene med deres ejere’. I Cindy Meehls portrætfilm følger vi Buck på forskellige stutterier. Her bliver han mødt som en slags hesteguru, og flere af de medvirkende i dokumentaren fortæller om, hvordan Buck har åbnet deres øjne for, hvordan man kan få meget ud af hesten uden at gøre vold på den. Netop Bucks empatiske hesteevner er et resultat af en voldelig barndom, hvor han og broren efter morens død er efterladt alene sammen med en tyrannisk far, der tæver dem. De tre optræder sammen med lassotricks,  indtil børnene bliver fjernet og anbragt hos en elskværdig plejefamilie.

Buck er desuden inspirationskilden til Robert Redfords Hestehviskeren fra 1998, og i dokumentaren beretter selveste Redford også om, hvordan Bucks tilstedeværelse på hans filmset var både nyttig og inspirerende.

Det var som sagt med en mild skepsis, at jeg satte mig i biografsædet, men denne skepsis blev til dels gjort til skamme. For Hestehviskeren Buck handler slet ikke om heste, men om Buck og hans liv. Stutterierne og hestene er blot rammen for fortællingen om en mand, der filosoferer over tilværelsen og om hvordan, man får det bedste ud af den. Så derfor gjorde det ikke så meget, at jeg ikke er vild med heste. Buck er en inspirerende karakter, og derfor er det oplagt at lave en dokumentarfilm om ham. Historien om Buck som det forsmåede barn, der viste sig at have særlige evner, er ikke speciel. Det, der er specielt, er måden hvorpå filmen formår at balancere på grænsen af sentimentaliteten. Hestehviskeren Buck bliver nemlig aldrig for meget, og filmen holder igen. Det gør den f.eks. rent musikalsk, når scener, der ellers er veloplagte til at finde de helt store violiner frem, blot bliver underlagt med rolig musik. Musikken fortæller os ikke, hvad vi skal føle, det er blot Buck selv og de mennesker, der var omkring hans familie i barndommen, der uden omsvøb får lov til at fortælle den tragiske historie. Foruden det fine portræt forkæles man også med flotte billeder af den amerikanske natur. Bucks humor kan også nævnes som en af filmens styrker. Det er en tør ned-på-jorden-humor, der også hjælper filmen med ikke at falde i sentimentalitetsfælden.

Men når mine bange anelser kun blev gjort til dels til skamme, så skyldes det, at filmen ganske enkelt er for lang. Historien om Buck er god, men den kan ikke bære halvanden time uden at blive en lille smule kedelig. Der er lidt for mange stutterier, og de drukner i mængden. Det bliver svært at skelne mellem dem, og historien havde været bedre fortalt på en enkelt time. Sidst i filmen kommer det store drama, som man venter længe på. Buck møder en hest, som ikke kan reddes. Helt i tråd med Bucks filosofi er det en hesteejer, der har spoleret hesten ved at være uopmærksom, og hesten er herved blevet ødelagt. Den unge hingst er totalt utilregnelig og voldsom, og da den løber et menneske over og bliver skyld i blod og tårer, beslutter den forfærdede hesteejer, at den skal aflives. Her møder man for første gang Bucks afmagt, og det er i høj grad her, at filmen har noget på spil.

Hestehviskeren Buck er ikke en uforglemmelig film, men den er et fint portræt af en mand og hans livsfilosofi. Havde instruktør Cindy Meehl formået at sortere lidt ud i materialet, kunne oplevelsen være blevet stærkere, og historien om Buck kunne stå mere klart. Og så havde en ikke-hestepige måske været lidt mere overbevist.