Theodore Melfis film om tre sorte kvinders beundringsværdige bedrifter er desværre lige så kedeligt konventionel som historien er utrolig.

Så er vi her igen. Oscar-sæsonen. Man plejer at sige, at pathosfyldte solstrålehistorier baseret på virkelige hændelser står en god chance i kampen om de gyldne statuetter. Film hvor strygere gradbøjer tilskuerens følelser efter behag og den uventede personlige triumf er i fokus. Holder sådanne antagelser stik, vil ‘Hidden Figures’ være en oplagt vinderkandidat i ræset. De senere år har dog vist, at der efterhånden skal andet og mere til. Og gudskelov for det.

Menneskelige computere
Sorte kvinder ansættes i 1960’ernes i NASA som regnemaskiner, der dag ind og dag ud efterprøver udregninger og laver det rugbrødsarbejde ingeniørerne ikke gider. Katherine (Taraji P. Henson) er en af de skarpeste “computere” og får chancen for at arbejde i den meget hvide og mandsdominerede Space Task Group, hvor målet er at slå de forbistrede russere i kapløbet om at nå månen. Men strukturel racisme kommer i vejen for samarbejdet i et USA, der stadig ikke respekterer sorte som ligesindede. Katherine og hendes veninder Dorothy (Octavia Spencer) og Mary (Janelle Monáe) kæmper i ‘Hidden Figures’ for at træde ud af det skjulte og modtage den anerkendelse og respekt, som deres kolleger nyder til daglig.

Især Taraji P. Henson og Octavia Spencer er indtagende som sympatiske og hårdtarbejdende kvinder, der som udgangspunkt bare gerne vil kunne gøre deres arbejde som alle andre. Men det er svært når toiletterne for farvede ligger 2 km fra arbejdspladsen og mistroen er stor. Alligevel kæmpes der videre. Det er kampen mod systemet og forstokkede holdninger, der agerer fremdrift i den Oscarnominerede heltindefortælling. Desværre ender forudsigeligheden op som den helt store sejrherre.

Mekanisk menneskelighed
Filmen sprudler ellers af talent. Mahershala Ali og sanger Janelle Monáe, der også spiller sammen i en anden Oscarnomineret film i år, ‘Moonlight’, bringer menneskelighed og humor til fortællingen, om end de ikke får meget skærmtid. I stedet bruger filmen mange kræfter på at beskrive segregering og de følelsesmæssige konsekvenser i relativt banale vendinger. Lignende problematikker er udforsket bedre og mere nuanceret før. Det er den sande historie, der er mest interessant. For det er nok de færreste, der er klar over, at NASA ansatte sorte som en slags menneskemaskiner og det faktum alene er et fremragende billede på tiden.

Alligevel bliver det hele alt for meget én til én. Budskabet er i hus på nul komma fem, og historien er klassisk opbygget uden de mindste svinkeærinder. Hans Zimmer og Pharrell Williams kollaborerer om et score, der for Zimmers del er generisk strygermanipulation. Pharrell er heldigvis mere oplagt og låner med sin klassiske upbeat pop-lyd universet en tiltrængt lethed. I sidste ende kan det ikke redde en film, der spiller med alt for sikre kort. Den klassiske formel modarbejder fuldstændig ønsket om at skabe følelsen af at noget er på spil.

(Alt for) herskende principper
Taraji P. Henson er fuld af udstråling i ‘Hidden Figures’. Hun mestrer det komiske, følsomme og akavede. Men manuskriptet tillader ikke skuespillerne at dykke under karakterernes overflade, resulterende i en ensidig og befalende fortællestil. Historien alene er næsten billetten værd, men som filmfortælling er ‘Hidden Figures’ et kompetent, men fadt opkog på gamle principper.