Endnu en perle går tabt i bølgerne af mainstream serier. Ligesom ’Girlboss’ (2017) måtte give op efter bare en enkelt sæson – trods dedikerede fans – kommer til den ellers relevante serie ’High Fidelity’ også kun til at få en (fremragende) sæson.

’High Fidelity’ er oprindeligt en roman fra 1995 af Nick Hornby (’About a Boy’), og senere en film fra 2000, instrueret af Stephen Frears (’The Grifters’, ’The Queen’, og ’Florence Foster Jenkins’). Med ’High Fidelity’ fik Stephen Frears skabt et komisk indblik i hverdagen for unge voksnes jagt på kærligheden i storbyen.

Hovedrollen Rob (John Cusack) gennemgår sine top fem hårdeste break-ups, og opsøger kvinderne for at forstå hvad der gik galt. Filmen bryder med mange af de stereotypiske fremstillinger af mænd, kvinder og forhold, som man oftest ser dem i klassiske Hollywood-film, og fremstiller denne periode i voksenlivet enormt realistisk og relaterbart.

Den universelle ængstelighed

I 2020 – 20 år efter filmen udkom – kommer tv-serien ’High Fidelity’ på banen på streamingtjenesten Disney+. Denne gang spilles hovedrollen Rob af Zoë Kravitz, datter af Lisa Bonet – som spiller en af de fem heart breaks i filmen fra 2000.

Serien har formået at ramme essensen af filmen – det realistiske og humoristiske indblik i hverdagen for en gruppe musiknørder, som alle har nået en alder, hvor man ikke længere er helt ung, men endnu ikke føler sig helt voksen.

Ånden fra filmen holdes i live i en nutidig ramme. Det er den type serie, der giver et øjebliksbillede på noget der er universelt – den enorme usikkerhed om karriere, identitet og kærlighed, der kommer, når man er sidst i 20’erne.

Zoë Kravitz viser et indtil videre undervurderet skuespiltalent

Serien byder på flere dygtige skuespillere som Jake Lacy kendt som Fran fra ’Girls’ og Kingsley Ben-Adir fra ’The OA’. Men ingen skinner igennem som Zoë Kravitz (’Big Little Lies’ & ’Mad Max: Fury Road’).

’High Fidelity’ er kendt for at bryde med den fjerde væg. Det bliver hverken karikeret eller forvirrende, men grebet formår at skabe et ægte og ufiltreret indblik i hovedkarakterens følelsesliv.

Zoë Kravitz veksler mellem at tale direkte til kameraet og til sine omgivelser med en enorm ynde og lethed. Man følger alle hendes neurotiske tanker og kaotisk følelsesliv, som hun springer ind i sin tankestrøm, imens hun taler direkte til os. Skiftene mellem Rob’s indre og ydre liv er både med til at skabe seriens komik, samt dens realisme.

Comic relief skal helst være todimensionelt

‘High Fidelity’s eneste mangel som sådan er den lettere endimensionelle karakter Cherise (Da’vine Joy Randolph). Karakteren bygger på karakteren Barry Judd (Jack Black), og er tiltænkt som seriens comic relief. Det fungerer også langt henad vejen. Der er dog visse segmenter, hvor Cherise enten er skrevet som en én til én parodi af Jack Blacks version, eller som den stereotypiske vrede sorte kvinde.

Først i seriens sidste to afsnit begynder vi at se en mere følsom side til Cherise, som klæder både karakteren og serien rigtig godt. Disse nuancer er også med til at skabe endnu et lag til hovedkarakteren i hendes interaktion med den mere skrøbelige og ærlige Cherise.

Serien er en lektion i musikhistorie og livet som ung voksen

Som musiknørd taler denne serie i særdeleshed til én. Soundtracket er et af de mest gennemførte lektioner i klassisk rock’n’roll. Seriens temaer understøttes løbende af David Bowies ængstelige toner, Janet Jacksons sensuelle stemning og Frank Zappas eklektiske univers.

Serien, der formår at indkapsle ikke bare den universelle semi-voksne oplevelse af verden, men også den til tider selvfede og rigide attitude, som os nørder har en tendens til at udstråle, fortjener meget mere en bare én sæson. Ikke kun fordi Robs historie ikke var fortalt færdig, men fordi serien, ligesom filmen, laver et fuldstændigt originalt og tidstro nedslag i unge voksnes liv.