En af årets bedste, danske dokumentarer handler om Thailandske kvinder og Nordjyske mænd.
I 2006 startede instruktør Janus Metz og antropolog Sine Plambech på det projekt, der med tiden skulle blive til ’Hjertelandet’- en intim og følelsesladet dokumentar om Thailandske ”postordrebrude” og de danske mænd, der gifter sig med dem. Ambitionen for projektet var at skabe en nuanceret og respektfuld fortælling om et emne, der desværre præges af mange fordomme.
Det indledende spadestik førte i første omgang til de succesfulde produktioner ’Fra Thailand til Thy’ og ’Fra Thy til Thailand’ i 2007 og 2008. Nu, ti år senere, er den tredje dokumentar i rækken klar. Jeg må sige, at det har været ventetiden værd!
Thailand og Thy
’Hjertelandet’ er filmet over 10 år, og har Sommai som omdrejningspunkt. For 25 år siden flyttede hun til Thy for at gifte sig med Niels. Dengang var Sommai en af de første thaikvinder i Nordjylland. I dag bor der over 900.
Mange af disse kvinder er her takket være Sommai. Igennem flere år har hun hjulpet ensomme mænd og fattige kvinder fra hendes fødeby til at finde sammen. Fælles for de danske mænd og thailandske kvinder er en søgen efter identitet, der for kvinderne betyder at kunne hjælpe deres familier, for mændene at kunne deles deres liv med en partner.
Ved filmens begyndelse møder vi Kae, som Sommai hjælper til Danmark for at blive gift med Kjeld, ligesom hun i sin tid hjalp Mong og Basit til at finde sammen med John og Frank. Tilbage i Thailand venter Saeng på at blive gammel nok til at kunne emigrere til Danmark, og må i mellemtiden arbejde som sexarbejder for at forsøge sin søn.
Ti år senere møder vi kvinderne og mændene igen. Vi får del i de op- og nedture, livet bød dem undervejs – det eneste de forskelligartede skæbner har til fælles er, at de ikke kan reduceres til stereotyper.
Facetter af et parforhold
Instruktørparret Janus og Sine har begået lidt af et unikum af en dokumentar. Med en enorm faglig dybde, nysgerrighed og respekt har de behandlet et komplekst og fordomsinficeret emne med en tålmodighed, som andre dokumentarister ærlig talt kunne lære noget af. Over filmens mangeårige tilblivelse er instruktørerne blevet nære venner med filmens hovedpersoner, og den grad af gensidig respekt, forståelse og intimitet det har medført, har sat sit klare præg på slutproduktet.
Jeg oplevede det som et ekstraordinært ømt og omfattende indblik i nogle komplekse personligheder. Selvom de fire parforhold har deres oprindelseshistorie til fælles, så er de forskelligartede med deres egne unikke udfordringer, sorger og glæder.
’Hjertelandet’ er en film der indfanger de små, banale facetter at et parforhold såvel som de enorme udfordringer og prøvelser, et menneske kan udsættes for igennem sit liv. Undervejs grinte og græd jeg med hovedpersonerne, hvis skæbnefortællinger var både fremmedartede og familiære. Mest af alt var det fascinerende ærligt fortalt og iscenesat. Et vigtigt bidrag til den danske dokumentarskat!
Foto: Magic Hour Films