En fortælling, der er stilfærdig, hjemlig og hjerteskærende på én og samme tid; dette britiske drama om en far og en søn er noget helt specielt.

Kameraet filmer på et virvar af vinduer, der et for et vaskes og pudses. Og på den anden side af ruderne finder vi butiksvarer, kæledyr og livet, der går sin gang.

Disse mange liv er dog ikke, hvad ’Nowhere Special’ handler om. Den tager i stedet udgangspunkt i personen, der kigger ind. For vinduespudseren John, spillet af James Norton, arbejder hårdt, så han kan forsørge og tilbringe tid med sin fireårige søn, Michael.

Det viser sig dog hurtigt, at der ikke hersker den samme ro i deres eget hjem, som de mange andre hjem, John har besøgt; faren er nemlig uhelbredeligt syg og har kun få måneder tilbage at leve i.

Derfor er hans mission at finde den perfekte adoptivfamilie til sin søn og samtidig skåne den lille drengs følelser ved at fortælle ham så lidt om sin sygdom som muligt.

Dramaet kommer tæt ind på døden, men i virkeligheden også livet. Den italienske instruktør Uberto Pasolini behandler emnet med en ufattelig omsorg og skrøbelighed, jeg længe har ledt efter, og sætter sig i barnets sko.

En usleben diamant

’Nowhere Special’ er en filmperle, der let kan flyve under radaren til fordel for de mange længe ventede blockbusters og de etablerede instruktører, og det ville være en skam.

Dramaet er overraskende, netop fordi det ikke tager chancer eller gør sig umage for at skille sig ud fra mængden.

I stedet hviler kamera og publikum på de mest fredfyldte og mest almindelige øjeblikke , som faren, der kæmmer sin søns hår for lus, henter ham fra legeaftaler og bliver vækket i de tidligste morgentimer, fordi drengen ikke kan vente med at få læst flere bøger op.

Og modsat titlen gør det filmen til noget helt specielt og rørende jordnært.

Detaljerne er relativt få; vi ved, at Michaels mor forlod dem begge kort tid efter fødslen uden nogen form for varsel eller kontaktinformation, og så ved vi, at John er døende.

Hvor lang tid han har tilbage vides ikke præcist. Heller ikke hvilken sygdom han lider af, men Pasolini gør dette til en bagatel.

’Nowhere Special’ lever i nuet, og hvert øjeblik bliver brugt med den største kærlighed og omsorg – både gennem Mario Panduros kameraarbejde og i interaktionerne mellem faren og omverdenen, hvor hvert minut tæller i hans søgen efter et nyt liv til sin søn. Vi vover over familien som en flue på væggen, og lukkes ind i de øjeblikke, der tæller allermest. Og dét gør en forskel.

Sorgen i børnehøjde

Den fireårige skuespiller Daniel Lamont, der spiller sønnen, er den største stjerne på lærredet. En så nærværende og troværdig præsentation fra så ungt et barn er både imponerende og gør fortællingen så meget mere ægte.

Samtidig har James Norton spande af erfaring fra projekter som Greta Gerwigs ’Little Women’, den dystopiske ’Black Mirror’-serie og naturligvis et utal af britiske serier som ’Doctor Who’ og ’War and Peace’. Han tager hånd om vores hjerte på få sekunder og slipper det ikke.

Hovedrollen forstår at håndtere de mange følelser i fortællingen; sorgen, der sniger sig stille ind, kaosset og forvirringen efter hvert møde med en ny familie, frustrationen, når han taler med adoptiv-organisationen, og når han gemmer alle tankerne om sin fremtid væk derhjemme sammen med et ungt barn, der endnu ikke forstår alvoren i livet.

Filmen er måske ikke noget udover det sædvanlige, og der går lang tid mellem hvert øjeblik, hver åbenbaring, hvert spændingspunkt. Men i relationen mellem far og søn hersker en ømhed, jeg ikke har set længe. Den omfavner dig som det tæppe, den unge dreng ligger om sin sovende far på sofaen og er alligevel så barsk, som nogen film kan være, fordi den nægter at lave et glansbillede af alle de følelser, der karambolerer med hinanden.

Som en person, der selv har mistet en forælder til sygdom, kommer ’Nowhere Special’ helt dybt ind i hjertet og tårekanalenerne og rammer minderne, der virker langt væk, jo længere tid der går. Her føler vi os hjemme, og her er både freden og stormvejret til stede i en evig kamp for herredømmet.

Denne film forstår sorg som ingen anden og hviler ved de vigtigste ting i livet, der så let kan forsvinde, hvis man kigger væk. Længslen efter et andet liv er evig ustoppelig, men skænderierne, latteren og kærligheden er værd at holde fast på.