Efter endnu et år er befinder vi os igen i Midgård. Nærmere betegnet ved Søby hvor den rigdomsbesatte og ildsprudende drage Smaug er blevet vækket fra en langvarigdrøm af kompagniet bestående af 13 dværge og 1 tyvagtig hobbit.
Den ensomme konge under bjerget
Hvor både den første og den anden film, til dels, i Hobbitten-trilogien fremstod uskyldige og uden den store alvor, bliver drageflammernes rædsler med ét voldsomt reelle, når de forsvarsløse indbyggere i Søby brændes op under Smaugs hærgen. ’Hobbitten: Femhæreslaget’ forsætter hvor ’Dragen Smaugs ødemark’ slap. Vores helte bestående af dværge og en tyveknægt har vækket den mægtige drage og derved frembragt en dødsdom over befolkningen i Søby, hvor kun buemanden Bard (Luke Evans) synes at kunne udgøre et spinkelt forsvar.
Tilbage ved det nu drageforladte ensomme bjerg, Erebor, er en del af vores rejsende kompagni nu alene med den enorme skat og Thorin Egeskjold (Richard Armitage) kan igen kalde sig konge under bjerget. Men som alle gode socialister i Midgård ved, så bliver selv en dværg ramt af besidderisk dragesyge, når for megen rigdom tilfalder ham. Netop dette bliver tilfældet for den eller tidligere loyale og inspirerende Thorin Egeskjold, der hungrer videre efter arkenstenen og betvivler sine nærmestes loyalitet. Kongen under bjerget må derfor kæmpe en kamp med først sine nærmeste og derefter sig selv for ikke at miste, alt hvad han har kært.
For yderligere at komplicere den sikkerhedspolitiske situation i Midgård, ankommer Gandalf (Sir Ian McKellen) og advarer Bard og elverkongen Thranduil (Lee Pace) om en kommende trussel fra nord bestående af orker, gobliner og trolde anført af besudleren Azog (Manu Bennett). Dværge, mennesker og elvere må nu kaste gammelt fjendskab bort for sammen at kæmpe om frihed og overlevelse.
Opskriften på succes i Midgård
Som det har været tilfældet med de to foregående film i trilogien, og i ’Ringenes Herre’-trilogien, sidder Peter Jackson hjemvandt i instruktørstolen i Midgård. Sammen med Fran Walsh, Philippa Boyens og Guillermo Del Toro har Jackson skrevet manuskriptet til filmene baseret på J. R. R. Tolkiens ’Hobbitten’, og det er tydeligt, at Peter Jackson ikke har beskæftiget sig med meget andet end Tolkien de seneste mange år. Selvom filmene afviger en del fra den oprindelige bog, er det stadig et udmærket manuskript med velskreven dialog og en velsmurt historie. Desværre virker ’Hobbitten: Femhæreslaget’ en anelse fór velsmurt, og jeg sidder med følelsen af, at det er ved at gå ”Michael Bay” i den. Det virker simpelthen som om, at visse elementer blot indgår for at sikre filmens succes. Lige dele humørfulde dværge, en forelsket elver, et inspirerende menneske, en halvmodig hobbit og en frygtindgydende mørk trussel, så har du opskriften på en blockbuster.
Nuvel, der er heller ikke meget at sætte en finger på. Skuespillet er fantastisk fra Richard Armitages halv-sindsyge Thorin til Evangaline Lilly’s forelskede elver Tauriel. På den musikalske side møder vi igen den formidable Howard Shore, der leverer endnu en pragtpræstation af en lydside. Effektmæssigt bliver filmen også svær at gøre efter, den er simpelthen en visuel gave. Dette selvom vi på anmeldertidspunktet ikke havde mulighed for at nyde den i 3D HFR, men måtte tage til takke med 3D 24FPS.
Det er derfor, desværre, selve historien der skuffer mig. ’Hobbitten: Femhæreslaget’ prøver at være forceret humoristisk. Dette skinner særligt igennem med den ligegyldige karakter Alfrid, der skal forestille at være loyal til først Oldermanden i Søby og siden til Bard, men egentlig bare vil rage rigdom til sig. Karakteren har i mine øjne ingen berettigelse i filmen. Som biografgænger skal man også kæmpe med at finde en spontan opstået romance imellem elveren Tauriel og dværgen Fili troværdig, selvom de to ikke ligefrem har delt en overflod af romantiske stunder. Selve hovedplottet er ligeså forudsigeligt som mine julegaver (FYI: sokker og underbukser), og de flotte kampscener kommer derved til at fremstå meget langtrukne og spændingsforladte. Jovist er de flotte, men 40 min. kamp imellem to individer er i mine øjne for meget af det gode. Jeg sidder tilbage med en følelse af, at midgårdsmesteren Peter Jackson måske skulle have nøjedes med to gode film frem for tre nogenlunde film baseret på 272 sider (min udgave af bogen).
Ringen sluttes
’Hobbitten: Femhæreslaget’ blev en skuffelse for mig, og jeg forlod kongerigets bedste biograf, Imperial, med en følelse kun en lunken nytårsaften kan give en. Alligevel må jeg sige, at den fortjener et biografbesøg – særligt i disse mørke stunder der indbyder til overindtag af tomme kulhydrater i både fast og flydende form. Filmen er ufattelig godt lavet, men vil dog, modsat ’Ringenes Herre: Kongen vender tilbage’, ikke gå over i historien som en fantastisk afrunding på et formidabelt eventyr, men derimod som en nogenlunde afrunding på en ellers kort historie. Med ’Femhæreslaget’ er ringen sluttet, og vi har nu to trilogier fra Tolkiens univers, der både kan stå sammen og hver for sig. ’Hobbitten’ når dog aldrig op i ’Ringenes Herre’s luftlag, men det havde selv Peter Jackson formentlig heller ikke regnet med.