Minimum en gang om året kommer der en film, hvor ældre kvinder skal lave en eller anden ungdommelig ting og bevise tesen om, at alder ikke er nogen hindring. Klasseeksemplet er den fremragende ’Calendar Girls’, hvor afklædte damer af en vis alder gav publikum den perfekte balance mellem hjertevarme og humor.
Årets udgave er ’Poms’ og ja, titlen referer til ’pom-pom’, de glitrende ting i hænderne på cheerleadere. Martha (Diane Keaton) har kræft og i stedet for at modtage behandling, beslutter hun sig for at flytte fra New York til en ældre by i Georgia. Her har hun cirka lige så meget lyst til at omgås andre mennesker, som Mette Frederiksen har lyst til at spise middag med Donald Trump.
Indelukketheden forsvinder dog som dug fra solen, da hendes insisterende og skønne nabo Sheryl (filmens virkelige stjerne, Jackie Weaver) får lokket den gnavne frøken ud af sin skal.
Af uransagelige årsager skal man være med i en ”klub” på stedet, og da ingen af de eksisterende tiltaler Martha, starter hun sin egen, som, ja, du har gættet det, er en cheerleader-klub – og så skal der ellers ske en masse spas, for gamle damer som cheerleaders? Haha, det er jo sjovt…
Ikk’ min kop Keaton
Hvis ikke du kan lide Diane Keaton, er det her virkelig en oplevelse, som bliver op ad bakke. For hun spiller nøjagtig den samme karakter og på præcis samme måde, som hun har gjort de sidste mange år. Det meste af tiden er hun rimelig arrogant og bedrevidende, med en energi, hvor du, afhængig af hvem du er, enten får lyst til at begå harakiri i biografsalen eller beundre hende for hendes sprudlende væsen.
Modsætningen er unikummet Jackie Weaver, som har været en absolut fornøjelse siden gennembruddet i ’Animal Kingdom’ tilbage i 2010, og også er det her. Hvor Keaton er noget nær en karikatur af sig selv, formår Weaver at løfte sin ellers endimensionelle figur og gøre hende til det usædvanlige i en ellers triviel film.
En sløv rollator
Manuskriptet har overordnet det problem, at det ikke forstår at nuancere karaktererne eller give os grund til at være interesseret i, hvad der sker med dem. De forbliver tandløse stereotyper uden den nødvendige iscenesættelse til at udfolde sig – udover Weaver.
En enkelt audition-sekvens er reelt det eneste sted, hvor de andre biroller får lov til at vise lidt kendetegn (hvorfor er der ikke mere med yoga-damen!?!?). Rhea Perlman får teknisk set lidt mere plads, men subplottet om hvorvidt hun slår sin mand ihjel for at få lov til at være med i klubben, bliver droppet på kortere tid, end det tager at nyse.
En cute-ish vil-de-eller-vil-de-ikke romance mellem Sheryls barnebarn (Charlie Tahan) og highschool-pigen (Alisha Boe), der først er lidt bitchy, men så bliver god, forbliver ligeledes en prut i en kirke – vi ved den er der, men hvad skal vi med den?
’Poms’ står og falder med, hvorvidt man finder Diane Keaton underholdende. Hvis ja vil du elske filmen. Hvis nej, så skip den, medmindre der ikke er andet i biografen, og så er Jackie Weaver en fornøjelse, som i sidste ende redder den 90 minutter lange cheerleader-rutine.
