Torill Kove genopliver det Åbergske univers med den første spillefilm baseret på Gunilla Bergströms populære børnebøger. Den lille fyr med det meget store og næsten skaldede hoved er stadigvæk lige indtagende og charmerer med autentisk barnlig naivitet.
Kulturkonservative og inkarnerede Åberg-fans vil måske sørge lidt over små moderniseringer, men den søde historie vil utvivlsomt underholde sit unge publikum.

”Børne-tv var meget bedre, da jeg var barn!”, må jeg ofte tage mig selv i at tænke, eller endda ytre, når jeg ser de sjuskede tegneserier med skingre, enerverende stemmer og voldsomme lydeffekter, som mine små fætre og kusiner sidder klistret op af. Selvom det absolut ikke er retfærdigt at dømme nutidens tegneserier med en 80-årigs forstokkede holdninger – og det bestemt er nostalgiens glorificering af alle gode barndomsminder, der blænder mig – er der ikke meget, der kan måle sig med tegneserier som eksempelvis Tintin og Rasmus Klump, der emmer af tryg og hyggelig barndom.

Magiske Alfons Åberg
Ikke mindst Gunilla Bergströms Alfons Åberg er et af disse erindringsklenodier og har efterhånden opnået kultstatus inden for sit felt. I 1972 udkom første bog, og serien, der i dag tæller 25 bøger, er sidenhen blevet filmatiseret til en række korte børnefilm. Torill Koves ’Hokus Pokus Alfons Åberg’ er således den første spillefilm i serien. Filmen er baseret på bogen af samme navn og handler om Alfons’ brændende ønske om at få sin egen hund. ’Far’ anser imidlertid ikke sin søn for at være gammel nok til et sådant ansvar, og Alfons må nøjes med at passe troldmanden Gustav og hans kone Singoallas hund Singo, mens han sparer op og venter på at blive større. Alfons besøger ofte det excentriske ægtepar sammen med sine venner Viktor og Mille, der ligesom ham selv er fascineret af Gustavs tryllekunster.
Med stor optimisme lægger Alfons planer for, hvordan han ved hjælp af magi kan opfylde sit ønske om en hund, og det er netop denne autentisk barnlige naivitet, der tilfører historien sin finurlighed og sødme.

Finurligt barnlig tankegang vækker stor genkendelighed
Gustav og Singoalla leger glædeligt med, mens  Alfons’ far er den realistiske modpol til børnenes livlige fantasi.
”Far, ved du hvorfor du ikke tror på magi?”
”Fordi det ikke findes?”
”Nej, fordi der aldrig er nogen der har tryllet penge ud af din næse!”
Der sker ikke synderligt meget, tempoet er langsomt og ondskaben personificeres af de store børn, der driller og ikke vil lade Alfons og hans venner lege med, fordi de er for små. Selvom filmen er tiltænkt et yngre publikum, vil diverse samtaler, situationer og tankegange vække stor genkendelighed hos ældre generationer.

Den ”rigtige” Alfons?
Torill Kove har holdt sig til Bergströms særegne streg i tegningerne af både Alfons, Viktor, Mille, Svipper og Far, mens der er foretaget iøjefaldende moderniseringer i omgivelsernes udformning, musikken og stemmelægningen. Selvom det måske ikke er hensigtsmæssigt, er det svært ikke at sammenligne med de tidligere film, hvis personer alle taler med Thomas Windings trygge manderøst, der også lagde stemme til en lang række andre børneserier i 70’erne og 80’erne.
Dermed ikke sagt, at Lars Brygmann og Stig Hoffmeyer ikke er yderst velvalgte til rollerne som henholdsvis Far og troldmanden Gustav, om end det for et ældre publikum kan være svært at forhindre et vagt billede af ’Rejseholdet’s La Cour og ’Forbrydelsen III’s morder tone frem på nethinden.

Filmen skal selvfølgelig ikke kritiseres for, at det stikker lidt i denne anmelders  barndomsnostalgiske hjerte, når det ikke er den ”helt rigtige” Alfons. Moderniseringerne er et nødvendigt onde, hvis et nutidigt børnepublikum skal kunne relatere til, og fænges af det der sker på lærredet. Alt i alt en yderst velproduceret film, som man med god samvittighed kan tage sine børn eller små fætre og kusiner med ind og se.