Vanvittig! Bizar! Chokerende! Og medrivende som bare fanden.
Læn dig tilbage i biografsædet, slap af og nyd reklamerne og trailerne, for om lidt vil dit åndedræt og mimik blive styret brutalt som en marionetdukke af instruktøren Leos Carax’s bizarre, surrealistiske univers og hovedpersonen Denis Lavant’s formidable skildring af en række vidt forskellige og til tider abnormt gale karakterer.
Franske Holy Motors tager dig med på en odyssé gennem Monsieur Oscars (Denis Lavant) bitter-søde hverdag. Monsieur Oscar er skuespiller og lever for kunstens skyld. Han transporteres rundt i en lang hvid limousine gennem et kalejdoskopisk portræt af Paris’ strålende gader, der komplementerer resten af filmens syre.
Her følger vi ham gennem elleve liv og elleve filmkarakterer. Der er alt fra en ensom tiggerkvinde, en sur enlig far, en gangster og en familiefar i en gorilla- familie. Monsieur Oscar spiller også en grotesk galning med ødipuskomplekser, der kidnapper supermodellen Kay M (Eva Mendes), (reference til Kate Moss). I en sand eventyrs kulmination er han udyret, hun er skønheden, og som Klokkeren fra Notre Dame bærer han hende på skulderen til sin hule, hvor hun undervejs taber sin askepothæl. Her forvandler galningen hende til en haremskvinde med tydelige religiøse referencer, så hun fremstår som et forbudt sexsymbol. Undervejs i hans møder ser vi på et tidspunkt en intertekstualitet til Tron, Monsieur Oscar er pludselig en scifi-kriger i parrings- dans, spejlet af en dæmoninkarnation med et voldsomt fallossymbol i heftig cyberelskov med en femme fatale figur.
Monsieur Oscar er en fremragende men både psykisk og fysisk udkørt skuespiller med et nikotin og alkoholmisbrug. Han følger dagligt en mappe med manuskripter til scener, som han kalder møder. Sidste møde på dagsordenen er også starten på næste dags møder, hvilket betyder at Monsieur Oscar spiller en rolle på alle andre tidspunkter, end når han sidder i sit ensomme walk-in-closet på bagsædet af limoen. Hans eneste faste holdepunkt er chaufføren Céline (Edith Scob).
Vi oplever ham én enkelt gang træde ud af limousinen som sig selv, og et minde om en fjern fortid, der værner om et forlist kærlighedsforhold finder sted. Han bevæger sig rundt med Eva Grace/Jean (Kylie Minogue) i en forladt bygning, som mest af alt minder om en dukkegravplads. Tydeligvis symboliserer scenen og stedet noget, der havde været smukt (hans liv med hende), og dukkerne symboliserer hans nuværende liv, hvor der ikke er andet tilbage, end de personligheder han tager på og smider igen. Hvem er han? Det spørger Kylie Minogue om i denne ”musical scene”.
Denis Lavant leverer en tryllebindende indsats som hovedpersonen, Monsieur Oscar. Navnet Oscar kan forstås på flere niveauer. Det kan ses som en reference til Oscaruddelingen, da filmen og Monsieur Oscars liv er en dedikation til kunsten at lave film, men samtidig den barske sandhed i mange skuespilleres liv, hvor ambitionerne bukker under for presset.
”Oscar” kan dog også forstås som en reference til vores Arteur instruktør, da hans kunstnernavn, Leos Carax, er et anagram over navnet Alex Oscar. Højst sandsynligt er der tænkt over begge referencer, men den sidste underbygges dog af filmens mystiske første scene, hvor vi ser Leos Carax falde ud af sin seng og gå igennem væggen til en biograf.
Holy Motors er en film, hvor man skal holde tungen lige i munden, da det er hardcore symbolik spundet i et net af intertekstualitet til mange andre værker. Intertekstualiteten har helt klart stor underholdningsværdi i filmen, da der nærmest går sport i analysen og i at nå at opfange alle intertekstuelle referencer, hvilket, jeg vil tillade mig at sige, er umuligt ved kun at se filmen én gang.
Det er dog et cadeau til Leos Carax, at filmen kan og skal ses flere gange med stadig nye overraskelser til os filmnørder.
Filmen er sandt at sige vanvittig, eksperimenterende, beundringsværdig og aldrig set før. Leos Carax er gal og genial!
