Af Jacob Pedersen
Med ’Holy Spider’ tager instruktør Ali Abbasi et kvantespring fra sin seneste film ’Grænse’ der udkom i 2018. Imens ’Grænse’ var en surrealistisk kærlighedsromance imellem to særlinge, så er ’Holy Spider’ denne gang baseret på sande begivenheder og propfyldt med aktualitet.
Det drejer sig om ”Edderkoppe-morderen,” der så sig syg på kvindelige iranske prostituerede i den højhellige by Mashhdad, som huserede i starten af årtusindskiftet.
Vi følger journalisten Areezo Rahimi (Zar Amir-Ebrahimi), der med ret ryg bevæger sig stålfast ind i patriarkens mørke hule. Det kommer allerede til syne da hun skal tjekke ind på et hotel. De to mandlige receptionister er uforstående overfor, at hun selv vil booke et værelse.
”Bor du ikke i byen?” ”Hun er ugift,” og ”Hun beder om et enkeltværelse” er blot nogle af de forvirringer vores to klodsede receptionister støder på, før de endelig giver hende en nøgle til et værelse, efter fremvisning af hendes journalist-ID. Amir-Ebrahimi spiller formidabelt især når hun spydigt fortæller de forældede mænd, hvordan landet ligger. Hun vandt for bedste kvindelige hovedrolle i Cannes filmfestival, hvilket var et lyspunkt i en svær tid for Amir-Ebrahimi
Skræmmende aktuel
’Holy Spider’ rammer nemlig tidsånden med en kirurgisk præcision. Amir-Ebrahimi lagde nemlig sjæl til en frygtelig smædekampagne omkring hendes kærlighedsliv. Hun havde skabt sig fjender i det iranske, grundet hendes efterhånden 20 år lange kvindekamp, og lige netop her kommer flere af filmens vigtige temaer til overfladen, på et yderst opportunt tidspunkt.
Det er ikke mere end en måned siden, at en 22-årige iransk kvinde døde i det iranske moralpolitis varetægt. En hændelse, der fik kvinder (og nogle mænd) landet over i Iran, på gaderne i voldsomme demonstrationer. Kvinderne brænder deres slør, klipper deres hår og råber efter frihed.
Et af filmens hovedpunkter er nemlig patriarket og dens krog i samfundet. Ali Abbasi giver sig god tid til at etablere, at det er hele samfundet, der har et mere eller mindre forskruet kvindesyn. De fleste i filmens nærmiljø, lad det være frugthandleren, politiet eller sønnen, forkaster de mord, men når morderen fjerner moralsk forkasteligt fordærv fra gaden, så er det forsvarligt.
Filmen kritiserer de helt grundlæggende familiære spørgsmål om ære og bekymring. Set med vestlige briller skriger Ali Abbasi på handling. Flere karakterer/familier i filmen har travlt med at bekymre sig, frem for at tage handling og stoppe de konflikter, der præger deres nære omgivelser.
Skræmmende og nervepirrende
Skurken Saeed (Mehdi Bajestani) er meget mere end en ”fordærv ”-ryddende morder. Han var i hæren under Golfkrigen, hvor han tjente et større guddommeligt formål. Modsætningsvist set står han i år 2000 og hamrer vægge ned med en stor hammer, han er tømrer og familiefar. Han mangler suset, bekræftelsen fra den højere magt, hel essentiel set er hans liv blevet meningsløst i forhold til den martyrdød han så for sig.
Det er på mange måder en sympatisk idé og derfor bliver skurken også et menneske. Vi som seere forstår hans mission, men hans midler er hel utilgivelige. Derudover får vores skurk næsten, hvis ikke mere, skærmtid end vores heltinde, et virkelig interessant og vovet greb, men det virker og er monumental i filmens effektivitet.
Abbasi formår virkelig at skabe utrygge og gruopvækkende scener, specielt da vores hovedperson og skurk står, godt nok ubevidst, overfor hinanden første gang. Det er en længere sekvens, hvor vi har etableret synonymerne for vores skurk, og der blot er hentydninger til den snigende trussel. Det minder mest af alt om flere scener fra John Carpenters ’Halloween’ fra 1978, hvor skurken langsomt forfølger sit bytte. Det er nervepirrende og skræmmende. Det er fremragende filmmageri.
Ali Abbasi har overgået sig selv med ’Holy Spider’, og jeg spår gode grunde til at være optimistisk i forhold til en mulig Oscar nominering. Hans tematikker er ikke til at tage fejl af, men samtidig er hans historiefortælling helt igennem eminent. Filmen mister lidt momentum i de sidste 30 minutter, men som et helstøbt værk er dette et vendepunkt for Ali Abbasi, alle må glæde sig til hans næste projekt.
