Shia LaBeoufs fiktionelle portræt af forholdet til sin far dykker ned i svigt og traume, der dog aldrig helt nås til bunds i.

Otis er skuespiller.

Hans far var engang rodeoklovn, men er nu voldsforbryder på afvænning.

I ’Honey Boy’ følger vi Otis’ opvækst på et motel med en utilregnelig forælder parallelt med hans voksenliv præget af fortidens traume.

Dette er en skrøbelig coming of age fortælling, hvor varme farver indrammer angsten og aggressionen hos en ung mand. En ung mand, som ender ud i misbrug og PTSD grundet en barndom, han ellers hastigt har skubbet fra sig.

Og fremfor alt andet udspiller virvarret af følelser sig på en rørende og tankevækkende måde på lærredet – men mere end et virvar bliver det desværre heller ikke.

På egen krop
Vores hovedperson spilles af henholdsvis Noah Jupe , der står for barndommens uskyldighed, mens Lucas Hedges er en arret version af Otis, der gennem terapi tvinges til at konfrontere sin fortid.

Filmen hopper konsekvent frem og tilbage over ti år og kommer tættere ind på roden til problemet i hvert hop. Vi bliver præsenteret for vendepunktet i Otis’ liv, hvor han ender i sin tredje dom for spirituskørsel, og sendes til behandling. Her bobler barndommens sorg frem – hans forhold med faren, James, spillet af Shia LaBeouf, som også har skrevet manuskriptet.

Dette viser sig at være en aldeles ubehagelig oplevelse, der efterlader seeren anspændt i sædet.

På trods af Lucas Hedges’ statiskhed, der ikke formår at få følelserne frem hos publikum i så høj grad som hans yngre medspiller, og introduktionen af diverse biroller uden nogen stor udvikling, så er det Shia LaBeouf, der for alvor bliver et fokus. Otis er baseret på ham selv, og da han var på afvænning kreerede han filmen inspireret af sin egen barndom. Hvad ’Honey Boy’ udstråler er traume, og at skuespilleren har påtaget sig selv at spille personen bag dette, står stærkt i øjnene.

Skuespillet bliver nærmest glemt, for Shia LaBeouf rammer den truende adfærd og svigtfulde natur skræmmende godt. Derfor ærgrer det mig utroligt meget at skulle sidde tilbage med en følelse af, at der blev taget for let på det hele.

Det er svært at vurdere balancen mellem fiktion og fakta, og det er på mange måder modigt at skulle sætte sig for at filmatisere så dårlige minder, som denne mand tydeligvis har. Men det er som om ’Honey Boy’ kun rører overfladen af, hvad der nærmest flyder over med smerte.

En rundtur i koldt vand
’Honey Boy’ er på alle måder visuel, og dens brug af farver adskiller følelseslagene i dens fortolkning af minder. De røde toner, når faren giver drengen en lussing, bliver erstattet af blåt vand og neonlys – et øjeblik, hvor Otis kan være til, uden bekymringer om hjemmelivet.

Det er som om udseendet har opvejet indholdet – og så hårdt som det lyder, så kan man ikke komme udenom, hvor hurtigt historien bliver rundet af i den sidste halve time. Den var ellers begyndt at træde vande, til det håb om måske at kunne nå bunden af traumet, men den dukkede atter op på overfladen uden den store betydning med det hele. Og det kan jeg ikke lade være med at være skuffet over.

Der er så meget at rose ’Honey Boy’ for: enhver scene er på sin vis smuk og skærende i sindet, og det er trist at se en film, der ønskede at gøre noget så svært som at sætte fokus på traume, skubbe sig selv ned i det glansbillede, som den ellers ihærdigt prøvede at undgå.

’Honey Boy’ er skrøbelig, nervepirrende og sanselig, og de fejl den indeholder er en del af pakken – og kan måske være et første skridt mod et endnu dybere indblik i fortællinger som denne.