Af Dorte Winkler
Påskeharen som en integreret institution på linie med julemanden findes ikke rigtig i Danmark – selvom vi da har hørt om Påskeharen, primært fra Amerikansk tv og film. Traditionen med Påskeharen som forårsbebuderen der lægger æg og slik til børnene stammer fra Tyskland og blev udbredt af tyske indvandrere i USA i det 18. århundrede, hvor Påskeharen som mytefigur eksisterer i bedste velgående i dag.
I HOP, smelter den almindelige og den animerede verden sammen, da P.H. som er arvtager til titlen som påskehare efter sin far, vælger at forfølge sine egne drømme om at blive trommeslager og derfor ditcher indvielsesceremonien på Påskeøen (!) og tager til Hollywood. Her bliver han påkørt af en bil ført af den virkelige Frede Hare (James Marsden) som herefter bliver nødt til at tage sig af den manipulerende, forkælede og umodne P.H. Frede er selv lidt af en dovenkrop med en familie der gerne laver interventioner henover middagsbordet for at få ham til at gå i arbejde og ikke mindst flytte hjemmefra. Samtidig er der problemer tilbage på Påskeøen hvor P.H.’s far, den nuværende påskehare har sendt sin livgarde ”De Lyserøde Baretter” efter P.H. samtidig med at hans højre hånd, kyllingen Carlos planlægger revolution og overtagelse af det eftertragtede job som påskehare.
Selvom man måske kunne se HOP som en nyfortolkning af en klassisk fortælling om en fader/søn konflikt virker det mere nærliggende at man har besluttet sig for at poppe den noget spartanske historie om den ægte påskehare op, for at lokke familier i biografen i en anden højtid end julen, nemlig påsken – selvom der, ligesom i film om julemanden, ikke er skyggen af religion inde i billedet. Faktisk har HOP ikke skyggen af sjæl eller nerve, hvilket nærmest er helt chokerende nu vi er blevet så dejlig forvent med animationsfilm, der emmer af gode (og oftest klassiske) historier med masser af hittepåsomhed og begavet animation. Hop er hverken sød, charmerende eller sjov. Faktisk er P.H. så lidet charmerende at man fristes til at synes P. H. står for Pisse Hamrende irriterende frem for Påske Hare.
Historien (manuskriptet) er uoriginalt og decideret uinspireret og er sådan set et rendyrket plagiat af julemandsmyten – helt ned til Påskeharens transportmiddel som er et æg på meder – altså en æggeslæde med kyllinger som transportdyr istedet for rensdyr. Hjemme på Påskeøen fremstilles slikket på den lokale fabrik som ligner en E-nummer befængt slik-mix butik frem for et paradis for slikglade børn. De Lyserøde Baretter (i mørkerøde huer?) er fuldkommen kedelige og skaber ingen spænding, selvom det tydeligvis må være den oprindelige intention. Diverse referencer til tv-programmer og David Hasselhoff i en fremtrædende gæsterolle, underbygger følelsen af at man ikke har noget originalt at komme med. Men det måske værste er historien om den ambitiøse latino Carlos: han er en smule skurkagtig – men udelukkende fordi han ikke bliver lyttet til af sin chef – og da han opildner til revolution og vil tage Påskeharens plads så fremstår latinokyllingen Carlos ikke bare upålidelig, men også som skabskommunist og det er tydeligt at moralen er at han skal blive på sin plads – en kylling kan ikke blive påskehare! At det så viser sig at stillingen er åbne for andre arter gør det jo ikke bedre. God fornøjelse til latinosegmentet i USA når de tager ungerne ind for at se denne her!
Selve teknikken med animation og virkelige skuespillere og miljø fungerer udmærket, men kommer aldrig op på højder med Who Framed Roger Rabbit (1988). Grundet den synkroniserede danske version, er det dog meget distraherende at mundbevægelser og tale ikke hænger sammen. Men det er nok kun voksne og større børn der vil bemærke det. James Marsden er den mest sympatiske figur i hele filmen, men det er en utaknemmelig rolle han her befinder sig i.
Alt i alt kan denne anmelder desværre slet ikke anbefale at man bruger tid og penge på HOP – vi er vant til meget bedre og lad os fortsætte med at være det. 