Western-veteranen Kevin Costners nye historiske epos vil minde os om, at der stadig er liv i den gamle genre, og rivalisere klassikerne, men ender med at mangle fokus mellem de flotte billeder
Western-film var engang Hollywoods malkeko, hvor massevis af film hvert eneste år udsprang af de store produktionsselskabers yver. I dag er de tider til dels forbi, cowboysne blev jaget bort af gangstere og superhelte, men en mand har ikke glemt, de forgangne tider. Selveste ulvedanseren Kevin Costner er én af de historiefortællere, der gang på gang minder folk om, at der stadig er kilometer at gå i de gamle støvede cowboystøvler, og nu gør han det altså igen.
Den solgte idé om et forjættet land
Horizon: En Amerikansk Saga – Del 1 er første del af en længere saga om de første bosættere, der rejser mod vest, mens den amerikanske borgerkrig hærger i øst. Bosætterne har sat kursen mod, hvad der kaldes ”Horizon” – det forjættede land i vest, der skal love frihed og muligheder. En drøm, som bliver solgt på trykte flyers af en vis Mr. Pickering (Giovanni Ribisi). Han sælger landjord til folk, og de rejser derhen for at bygge. Dog forsømmes det at nævne, at Horizon-landet allerede er ejet af indfødte, og dette skaber splid mellem folkefærdene.
Ret hurtigt skiller filmen sig i forskellige narrativer, der hver fungerer som en serie af små vignetter. Et stort angreb, et godt gammeldags cowboy-standoff med intriger, og en karavane på vej over sletten. Nogle fungerer godt, mens andre trækkes ud i langdrag. Man tager sig selv i at ville tilbage til én af de andre, når historien pludselig klipper til en helt anden eller ny karakters historie.
Kevin Costners arbejde i instruktørstolen og med manuskriptet stræber efter store mål. Han vil nemlig fortælle om de splittelser og blodige slag, der i sidste ende vil lede til Amerikas Forenede Stater. Det er en ambitiøs plan, især fordi filmen både forsøger at fortælle historien via den gode gammeldags westerns virkemidler, men også med flere moderne træk.
For eksempel skal bosætterne, der primært er hvide i huden, agere helte, imens den anden side, de indfødte, også skal få deres side af historien italesat. Filmen forsøger bestemt på det, men kommer for ofte til kort i scener, der kort efter et forsøg på menneskeliggørelse af begge sider brager af sted med blodig, næsten bestialsk vold, der i den grad underminerer ”begge sider”-aspektet. Diskussionen om, hvem som har ret til landet, bliver aldrig rigtig italesat, udover af små bemærkninger fra Sam Worthingtons karakter, løjtnant Trent Gephart, som agerer filmens moralske samvittighed.
Der gøres også en indsats for at inkludere ikke-hvide folk, der hjalp med at bygge Vesten, såsom kinesiske arbejdere og sorte byfolk, men ingen har en betydelig rolle at spille. Og forsøget ender derfor med at virke påklistret, halvgjort.
Filmen repræsenterer dog en anden gruppe, der traditionelt set også er blevet glemt i western-genren en smule bedre: kvinder. Man kunne argumentere for, at det i dag er det absolutte minimum, men ligegyldigt hvad, er det svært ikke at lette på cowboyhatten af velkendte Sienna Millers rolle som den stoiske Frances Kittredge, der redder sin datter ved at begrave sig selv levende med kun et knækket geværløb som luftrør. Rimelig sejt og rørende!
Men det er Jamie Campbell Bower, som stjæler hver scene, han er i, i rollen som den brutale og hensynsløse Caleb Sykes, der krydser veje med Costners karakter. Bowers karakter er det nærmeste, filmen kommer på en skurk, en karakter hvis ageren er fuld af hybris, som den yngste bror af en familie-bande med noget at bevise og leve op til. Han opfører sig som en løssluppen gal hund, og jeg er stadig nysgerrig efter mere…
Prægtig frem for fokuseret
Filmen portrætterer et storslået øjeblik i den amerikanske historie, og det føles som om, den netop derfor til tider glemmer de små øjeblikke. Fokus ligger mere på de gigantiske kampscener og behovet for introduktionen af de mange karakterers skæbne, at man slet ikke får gjort sig bekendt nok med det persongalleri, der allerede er. Utallige nye karakterer dukker op i det allerede igangværende plot, og jeg fanger mig selv i flere gange at stille spørgsmålet; “Hvem er nu det?”.
Kevin Costners egen rolle bliver først introduceret cirka en time inde i filmen. Udover at det bestemt ikke er et forfængelighedsprojekt, hvor han stiller sig selv i spidsen, som filmens John Wayne’ske hævner, bliver man i tvivl om, hvad eller hvem fokus med filmen egentlig er.
Selvom jeg er sikker på, at de forskellige narrativer vil kulminere i mødet med byen Horizon, og de formodede hovedroller vil blive bekendt med hinanden, er det ikke helt til at regne ud, hvordan deres skæbner vil krydse.
Dette er bestemt ”Del 1” af historien, og lige før den skal til at nærme sig noget, der giver forløsning, stopper den og viser en næsten montage-agtig trailer til Del 2, som forvirrer seeren yderligere efter de allerede lidt forkludrede tidshop, filmen har lavet flere gange.
Det føles næsten som en tv-serie, der er klippet om til biograflærredet, og man efterlades bestemt med tanken om, at det netop skulle (og måske burde) have været en serie.
Der er kun et par måneder til næste del af historien, men det ville have klædt denne episke western med en komplet historie, ligesom de klassikere, den vil ride side om side med.