Ifølge de fleste anmeldere, jeg selv inklusiv, har Adam Sandler længe trængt til ferie. Men Sandler har fundet et smuthul og bevist for os, at det ikke nødvendigvis er tilfældet. For med Hotel Transylvania har han ramt en genre, hvor hans humoristiske udfoldelser passer godt ind. Desværre får vi danskere ikke lov til at tage del i den humor.

Men lad os først give den aldrende Adam en chance. Vi ved, at han kan spille skuespil, når han vil. Og vi ved, at nogle af hans sketches i Saturday Night Live var ganske tilforladelige. Ofte blev humoren hjulpet godt på vej af vild leg med stemmeføringen, der med tiden blev for lemfældigt brugt i hans film. Men selvfølgelig er den ideel til en animeret figur. Sådan en figur er denne version af Grev Dracula. Og denne version er anderledes end Bram Stokers. Han er en kærlig familiefar, der tilfældigvis er en monsterfigur. Og med frygt for menneskernes foragt har han bygget et overdådigt hotel for alverdens monstre – sikret mod mennesker på enhver tænkelig måde.

Alligevel lykkes det ganske tilfældigt et menneske at trænge ind: Den unge backpacker-stener Jonathan. Og så endda på Draculas datters 118 års fødselsdag, hvor beredskabet i det overforsigtige faderskabs ånd er i top. Jonathan selv fatter ikke, hvad der foregår, og datteren fatter ikke, at han er menneske – det faktum skjuler Dracula nemlig efter bedste evne. Så umulig kærlighed opstår til vampyrfaderens store rædsel.

Historien i sig selv er forudsigelig, men ganske sød, ligesom det er tilfældet med animationerne. Der er det for genren sædvanlige sjusk og de standartiserede plotpunkter. Styrken ligger i humoren, som tydeligvis er formet efter de amerikanske stemmer af bl.a. Adam Sandler, Kevin James og Andy Samberg. Internt bliver det aldrig, men under alle omstændigheder betydeligt sjovere, hvis man kender de involverede folk. Og det gør danske børn vist ikke indgående nok – hvilket på sin vis heller ikke gør den store forskel, eftersom filmen naturligvis er dubbet til det danske publikum herhjemme.

Desuden er den gode humor – den, der ikke handler om at lave maveplaskere og slå prutter med grønne gasser – baseret på amerikanske ærketyper. Surfer-duden, goth-pigen, den midaldrende Brooklyn-husmor og en udbrændt slipsefar med et utal af børn fungerer bare ikke nær så godt på dansk. Det er svært at finde en dansk pendant til den italiensk-amerikanske new yorker-dulle. Og det er bare ikke tilfredsstillende at oversætte Jonathans “Duuuuuude!” med “Wooow, mand!”.

Hotel Transylvania havde fået en middelkarakter højere, hvis jeg vidste, at danske børn kunne relatere til skuespillerne og ærketyperne. Men det kan de færreste af dem. Og så falder filmens styrker til jorden – de, som er uoversættelige. Desuden kommer den for tidligt efter den betydeligt sødere og mere originale ParaNorman.