Forglemmelig toer er endnu en tempofyldt, men gennemskuelig rejse til Transylvaniens mest monstrøse beværtning.

‘Den er mere bange for dig, end du er for den’. Sådan siger vi til børn, der ikke tør være i nærheden af kryb som edderkopper og slanger. Men gælder det også for monstre? Det gjorde det i ’Hotel Transylvania’ og altså nu også i efterfølgeren, der på godt og (mest) ondt i høj grad ligner sin forgænger.

Gammel vin på nye flasker
I ’Hotel Transylvania 2’ er vi atter tilbage på Draculas ’monsters-only’ hotel, men ikke alt er ved det gamle. Draculas datter Mavis og mennesket Jonathan, som fandt sammen i den første film, har fået sønnen Dennis der, til morfars stor ærgrelse, ikke viser tegn på at være vampyr. Dracula beslutter sig derfor i al hemmelighed for at give sit barnebarn en ikke helt ufarlig monstertræning, og dette skaber, sammen med ankomsten af Draculas far Vlad, store problemer i familien.

Selve filmens handling må siges at være en noget tynd omgang. Hvor den første film havde en klar præmis i mødet mellem menneske og monster, er toeren tydeligt udfordret af, at de to racer nu er forenede. Etterens sjoveste momenter lå nemlig i sammenstødet mellem Dracula og Jonathan og deres forskellighed. Da toeren ikke har dette at spille på, ender filmens humor med hovedsageligt at basere sig på fysisk komik og en masse små gags, som i flere tilfælde nærmest er genbrug. Som eksempelvis når Frankenstein forgæves forsøger at skræmme mennesker, eller ulveungerne går amok, eller Jonathans mor bliver fanget i gelemonstret Blobby eller.. I forstår, hvad jeg mener!

Underholdende, men uinspireret
Egentlig er idéen bag ’Hotel Transylvania’-filmene ret fantastisk. Alle, og specielt børn, er vel interesserede i at følge vampyrer og andre monstres liv på tæt hold, og der skal da heller ikke herske nogen tvivl om, at toeren er en underholdende børnefilm. Tempoet er højt og jokes-per-minut-raten ligeså; men humoren er tydeligt rettet mod børn og er generelt for banal og harmløs til at være interessant for voksne. Der er dog enkelte højdepunkter, som når morfar Dracula synger en noget barsk godnatsang for sit barnebarn, men det er undtagelsen snarere end reglen.

Effektivt leflende
På mange måder er ’Hotel Transylvania 2’ en meget og måske også for moderne animationsfilm. Ikke så meget i selve animationen, som hverken er dårlig eller imponerende, men mere i kraft af den teknologi og musik som inkluderes i filmen. Smartphones, videoopkald og nyere pophits spiller en større rolle, og det var for undertegnede et ret forstyrrende element. Både fordi det tydeligt indgår som led i Sonys product placement-strategi, men også fordi det virker som en unødig leflen for publikum; et alt for tydeligt forsøg på at være ung med de unge.

Indrømmet, det afsluttende rapnummer i den første film fungerede udmærket, men at gøre næsten præcis det samme i toeren er én gentagelse for meget.

Hurtigt glemt
Stilen, humoren og sågar moralen om, at man skal acceptere folk som de er, er den samme som i den første film. Men ser man ’Hotel Transylvania 2’ som et isoleret værk, er den dog en nogenlunde børnefilm med et fascinerende univers og et væld af monstre, som i kraft af deres på forhånd kendte særtræk er udgangspunkt for halvanden times underholdende, men hurtigt glemt animationsfilm.