Ridley Scotts episke ’The Last Duel’ – som også har Adam Driver på rollelisten – var mere end rigeligt for i år (for begges vedkommende). Men i sand Gucci-overflod går han all in på at klemme denne parodi af en film ud, inden 2021 rinder ud.

Hold nu op en åndssvag film! Det havde jeg egentlig aldrig troet, at jeg skulle sige om en film med et cast som dette, lavet af en af verdens største filminstruktører. Men hold nu op en åndssvag film. Der er tydeligvis aldrig nogen, der har lært Ridley Scott at stoppe, mens legen er god. 

En triumf af middelmådighed 

’House of Gucci’ omhandler designfirmaet og tøjbrandet Gucci. Gucci er et af verdens ældste og mest eksklusive modehuse med en særdeles slibrig historie – hvilket alle store modehuse har tilfælles. Men der er godt nok langt fra den mesterlige skildring af modehuset Versace i ’American Crime Story: The Assassination of Gianni Versace’ til skildringen af Gucci-familien, som læner sig mere op af en telenovela end et historisk drama.

Vi følger modehuset og dets farverige karakterer gennem to årtier fra 1973-1995. Filmen beskæftiger sig primært med forholdet mellem Maurizio Gucci (Adam Driver) og hans pauvre kone Patrizia Reggiani (Lady Gaga). Patrizia ønsker for alt i verden et bedre liv og finder hurtigt lykken med Maurizio. Sammen skal de lede Gucci ind i ny æra ved at genoplive et brand, der på det tidspunkt blev set som grinagtigt.

På trods af fine momenter hist og her er ’House of Gucci’ bare så fjollet. Filmen byder på den ene klichéfyldte scene efter den anden, og den er både kitsch, useriøs og selvhøjtidelig – akkurat som Gucci blev anset for at være i den pågældende periode. 

Hvornår stopper Hollywood med de grinagtige accenter? 

I Gucci-familien opstår den ene intrige efter den anden blandt dens medlemmer, som skildres af ingen ringere end Al Pacino, Jeremy Irons, Adam Driver og Jared Leto. Salma Hayek gør ligeledes sin indtræden som Patrizias spåkone og fortrolige veninde. Men ingen mængde af dygtige skuespillere kan redde denne latterlige produktion, og på magisk vis formår Scott at lave en film, der får nogle af verdens dygtigste skuespillere til at ligne amatører.

Værst af alt må siges at være accenten. Eller nærmere accenterne. For på trods af at de alle kommer fra samme familie, taler ingen med den samme accent – nogle taler endda helt uden det meste af tiden. Jared Leto går som altid all in og leverer en fantastisk stereotypisk og ofte komisk accent, som giver de sjoveste momenter i filmen. Hvorvidt det er intenderet er dog tvivlsomt.

Film som ’Parasite’ og ’Portræt af en Kvinde i Flammer’ viser tydeligt, at folk er klar til en filmverden uden for Hollywood, så kunne Scott ikke have taget (endnu) en side ud af Tarantinos bog og brugt italienske skuespillere til italienske roller i stedet for det kummerlige accent-morads?

Kære Ridley Scott, få styr på dit plot

Filmen har en lettere utydelig tidslinje og springer let og (knap så) elegant hen over væsentlige detaljer ved modehusets udvikling. Og sjældent har en film formået at lave sit klimaks så antiklimatisk som dette. Man har ikke længere sympati eller interesse for karaktererne, da det flade peak gør sit indtog, og den ene hovedrolleindehaver, Adam Driver, virker ikke engang, som om han gider at spille skuespil til sidst. At filmen alligevel ender på hele to stjerner skyldes dens få lyspunkter. 

Den ene stjerne gives for popkultur. Det er en æstetisk fryd på mange måder både at se de fantastisk smukke klæder fra det ikoniske modehus, de mange flotte locations, samt et soundtrack der på én gang både akkompagnerer filmen på bedste vis, med smuk og stemningsfuld opera, og på samme tid forsøger at tvinge dig ned i en tidslomme, uden at det bidrager med noget som helst til filmen. Men man bliver jo trods alt aldrig rigtig træt af de ikoniske 80’er-hits fra David Bowie, Eurythmics og George Michael. 

Den anden stjerne gives for skuespillet. Trods et dårligt manuskript leverer flere af skuespillerne fine præstationer. Jared Letos (i den grad undervurderede) komiske talent holdt min gejst oppe igennem den absurde spilletid på 2 timer og 40 minutter. Ligeledes leveres der ganske fine omend fjollede præstationer af de to mastodonter Al Pacino og Jeremy Irons. Og Lady Gagas skildring af Patrizia er sådan set også ganske glimrende.

Men mere kan det desværre ikke blive til. Om ikke andet så se den for et godt grin – også selvom filmen ikke er kategoriseret som en komedie.