En komedie om det absurde forhold mellem filmstjernernes glamourøse verden og den sladderhungrende filmpresse. En film om filmens verden og de dertilhørende starfuckers, alt sammen fortalt i en lind strøm af platte og pinlige uheld. Premiere fredag den 27. februar..

How to Lose Friends & Alienate People er baseret på Toby Youngs bog af samme titel, som mere eller mindre er en selvbiografisk fremstilling af hans eget møde med USA, og hovedpersonen i filmen har da også kun fået udskiftet fornavn. Filmen handler således om den britiske sladderblads journalist, Sidney Young (Simon Pegg), hvis eneste selvbestaltede kvalitet er at svine filmstjerner og andre berømtheder til. I England driver han bladet The Postmodern Review, hvor han som en hadet filmjournalist konstant forsøger at blive en del af det gode selskab hos filmstjerner og berømtheder. ”Berømmelse er en tekst vi forsøger at dekonstruere”, siger en nørdet filmjournalist fra bladet efter endnu en opsigtsvækkende forsidehistorie.

En dag får Sidney Young et opkald fra den amerikanske mediemogul, Clayton Sharp. Han tilbyder Sidney et vellønnet job på Sharps Magazine, og Sidney tager derfor til New York med opløftet pande og en fremfusende britisk humor. Her skaber han den ene ydmygende ulykke efter den anden i bedste Amercian Pie-stil, og Sidneys trivielle kærlighed til alskens slags populærfilm hamrer ind i en amerikansk fisefornem selvhøjtidelighed, bedst illustreret ved karakteren Vincent Lepak – en ung solbrillebærende, hovmodig og egocentrisk instruktør, der enerverende går Sidney Young på nerverne.

Filmen kredser tematisk meget om filmmiljøet, og det vrimler med mere eller mindre åbenlyse referencer til andre film og filmhistorien. Sidney kommer f.eks. på et tidspunkt til at kalde sin polske udlejer Mrs. Kowalski for Lebowski, og det ligner da også, at brødrene Coens film The Big Lebowski (1998) har været et forbillede med sin til tider absurde humor, selvom filmene i øvrigt er usammenlignelige. Andre mere direkte filmcitater er f.eks. et tidspunkt, hvor Sidney hårdnakket argumenterer for, at Con Air (1997) er verdens bedste film, mens den kvindelige hovedperson, Alison Olsen (Kirsten Dunst) er uenig og mener, at det derimod er den noget mere respekterede italienske La Dolce Vita (1965). Det tilstræbte formål synes at være et opgør med skellet mellem høj- og lav(film)kultur, men i sig selv er filmen for meget styret af klicheer og platte indslag, til at det kan bliver til meget mere end et forkølet forsøg. F.eks. viser det sig, at Sidney Youngs far, Richard Young, er en kendt filosof og forfatter, og at Sidney, der åbenbart besidder en Mastergrad i Filosofi er i virkeligheden er meget klogere, end hans omgivelser tror. Det virker for letkøbt, og Sidney optræder under alle omstændigheder som en idiot, der ikke kan finde balancen mellem sine lyster og sine (få) idealer.

Filmen er såmænd underholdende nok i sin blanding af ærkeamerikanske slapstickrelaterede uheld og en saftig britisk humor i et bornert filmmiljø, men forsøget på at løfte filmen væk fra den rene falden-på-halen komik mislykkes lidt. Alligevel kan man jo godt glæde sig lidt over forførende Megan Fox, mest kendt fra Transformers (2007), der i skikkelse af den opstigende stjerneskuespillerinde, Sophie Mae, både hopper i poolen med meget lidt tøj på – som et stunt for at skabe medieopmærksomhed – og i slutningen af filmen kommer op at slås med Sidney Young til en filmprisuddeling.

Alt i alt er How to Lose Friends & Alienate People en komedie om det absurde forhold mellem filmstjernernes glamourøse verden og den sladderhungrende filmpresse – og om parternes gensidige afhængighed. Det er på mange måder en plat falden-på-halen komedie om en blegfed, kikset englænder, der længes efter den glamourøse amerikanske filmverden, men opfører sig katastrofalt i sit møde med den. Heldigvis har filmen et lille selvironisk smil og er til tider ganske underholdende.