’Human Capital’ er et velspillet drama over finanskrisen sat i italienske rammer, hvilket er et forfriskende pust til genren.    

 Kan man omsætte en amerikansk tragedie til en italiensk? Instruktøren Paolo Virzi gør sig forsøget i ’Human Capital’, der er baseret på den amerikanske forfatter Stephen Amidons bog af samme navn.

Filmen foregår i en rig norditaliensk provins, hvor finanskrisen pludselig rammer hårdt. Her lever den middelmådige ejendomsmægler Dino Ossola (Fabrizio Bentivogli), der drømmer om at tjene mange penge nemt og hurtigt. Han øjner chancen for at få sin drøm opfyldt, da hans datter begynder at komme sammen med sønnen af den rige finansmand Giovanni Bernaschi (Fabrizio Gifuni). Dino får overtalt Giovanni til at lade ham være med til at investere i en aggressiv investeringsfond. Hvad Giovanni dog ikke ved er, at Dino investerer alt, hvad han ejer. Som om dette ikke var nok, bliver de to familier drevet endnu tættere sammen, da en cyklist bliver dræbt af en flugtbilist. For var det Giovannis søn der kørte bilen, eller var det Dinos datter?

For meget plot til en film?

De to plot, som begge har masser af godt stof i sig til et enkelt drama virker i første omgang som for meget til en film, der varer under to timer. Men som filmen skrider frem, bliver de flettet rigtig godt sammen. Det skyldes at filmen er struktureret i afsnit, som vi kender det fra bl.a. Lars Von Trier film. I hvert af de fire afsnit følger vi én karakter fra filmen i perioden fra den fatale investering til efterspillet med den døde cyklist. Denne struktur muliggør en spændende personkarakteristik af de enkelte karakterer, som henholdsvis er Dino, hans datter (Matilde Gioli) og Giovannis kone Carla (Valeria Bruni Tedeschi). Udover dette gør strukturen også, at man som publikum bliver holdt dejligt uvidende til det sidste om, hvad der i virkeligheden er sket den skæbnesvangre nat, da cyklisten blev dræbt.

Fremragende skuespil

Filmen er generelt utrolig velspillet og karaktererne er gennemførte, hvilket især brænder igennem hos de tre hovedpersoner. Fabrizio Bentivogli gør det virkelig godt som den klamme og usympatiske Dino, som nærmest er en karakter, der er taget ud af en Coen-brødrene film. Dette ses f.eks. i scenen, hvor han med munden fuld af mad pengeafpresser Carla og forlanger at få et rigtig kys med oven i handlen. Matilde Gioli leverer en overbevisende præstation som teenagedatteren, der bærer på en mørk hemmelighed, og man når som publikum at få masser af sympati med hende. Den bedste af de tre er dog Valeria som den sensitive Carla. Hun spiller moderen i midten af en familie, hvor hele fundamentet er ved at briste, og det vil det, hvis hun vælger at lade det. Det kræver noget af en karakter at kunne gå ind i hovedet på et menneske, der oplever en så hård psykisk belastning, uden at det bliver karikeret – men det lykkes for Valeria.

Forza Italia

Det føles faktisk som et frisk pust at se denne form for finanskrise drama udspille sig i et andet land end USA, hvilket ikke mindst skyldes, at krisen også ramte os i Europa. De italienske livsstilsidealer om god vin, modetøj og lækre biler ligger heller ikke langt fra den amerikanske drøm og har de samme kapitalistiske værdier bag sig. Alt i alt lykkes det rigtig godt Paolo Virzi at omsætte den amerikanske tragedie til en italiensk. At filmen ikke er helt oppe at ringe skyldes, at mordgåden, til en hvis grad, fylder for meget, og der bliver lagt for lidt vægt på konsekvenserne af Dinos fejlinvestering. Et andet problem er, at Dino simpelthen er for usympatisk uden at have nogen at veje det op imod. Alle de andre karakterer er nærmest ”flinke” eller ”normale” i forhold til ham, hvilket gør, at man til tider glider ud af filmen. Det er svært at tro på, at en mand der er så usympatisk har en så rar kone og en helt normal teenagedatter.