Som altid inden en tidlig presseforvisning kom jeg halsende til Hunger i sidste øjeblik uden at have nået at spise morgenmad. Jeg tænkte egentligt at det var meget passende, måske endda lidt sympatiserende ikke at have spist.. Puha ja, ”Hunger” er bestemt en film, hvor dine popcorn vil  have svært ved at glide ned.

”Hunger” er kunstneren Steven McQuenns første spillefilm, og har allerede vundet adskillige priser på festivaler i hele verden og blev også vist på netop overståede Cannes. Filmen skildrer IRA-sympatisørernes sultestrejke hos fangerne i Nordirlands Maze-fængsel i 1981 ledet af Bobby Sand (Michael Fassbender).

Filmen er inddelt i en form for tre akter. Første del fremkalder den klaustrofobiske og voldelige atmosfære i fængslet under den forløbne strejke for sultestrejken, den såkaldte ”blanket and no-wash protest”. Her nægter fangerne at bære fængselsuniformer, fordi de afviser at være common-criminals, men derimod ønsker IRA anerkendt som en politisk organisation, og dermed dem selv som politiske fanger. No-wash-elementet i protesten indbefatter udover at de nægter at bade, barbering og at få håret klippet også, at fangerne gemmer gamle madrester til der gå maddiker i og smører deres afføring ud på væggene i cellerne. Disse oprør straffes med ekstremt væmmelige og voldsomme metoder af fangevogterne. Denne første halvdel er næsten ordløs, og i stedet er det fængslets grimme lyde, der taler.

Dette brydes dog kontant i filmens anden halvdel, der består af et 21 minutters onetake af dialogen mellem Bobby Sand og fængselpræsten Dominic Moran (Liam Cunningham), da Bobby bekendtgør den planlagte sultestrejke og de diskuterer moralen og etikken i at sulte sig selv ihjel. Fraværelsen af klip gør scenen enormt nærværende og fængslende.

I den tredje del er det et observerende kamera, der følger Bobby Sands udmagring i de 66 dag, det tager før han til sidst dør. Filmen bliver igen tavs og det stumme oprør med kroppen som repræsentant taler helt for sig selv.

Steve McQuenn er udover filminstruktør som sagt kunstner og har førhen arbejdet med eksperimentelle film og billeder. Den kunstneriske bevidsthed afspejler sig i høj grad i Hunger, der har et meget stilistisk udtryk og en poetisk tone.

Hunger skal ikke ses for at få afdækket hele den politiske udvikling i 1980’ernes Irland. Hvad der foregår uden for Bobbys sygeseng, dvs. i resten af fængslet eller samfundet får vi ikke meget indblik i, og sammenkædningen af begivenhederne i fængslet og de daværende politiske begivenheder, må man selv læse op på efterfølgende, medmindre man da kender godt til historien. Det må siges at være en begrænsning for filmen og dens publikum, men det er samtidig også dens styrke. Den ønsker ikke at revidere de daværende politiske beslutninger og forhold, men fokuserer i stedet på mennesket og kroppen, og hvad determinationen om at blive hørt, gør det menneskeligt i stand til at udholde.

Se Hunger som et stykke kunst, der formår en æstetisk skønhed i en knugende væmmelig virkelighed.