Hunter Killer -

Ny Gerald Butler-actionfilm falder til bunds som en sten.

En amerikansk atomubåd forsvinder sporløst i det arktiske ocean. Den amerikanske flåde afsender USS Arkansas for at undersøge sagen. Arkansas er en topmoderne angrebsubåd af ’Virginia’-klassen, en såkaldt ”hunter killer”. Med sig ombord er skibets nye kaptajn, Joe Glass (Gerard Butler). En initiativrig men utraditionel søofficer, der må kæmpe hårdt for at vinde besætningens tillid.

Skibet og dets besætning befinder sig hurtigt i en farlig konspiration involverende et russisk militærkup, og kommer under pres fra deres konfrontatoriske overordnede hjemme i Pentagon (Gary Oldman). Med hjælp fra et hold elitesoldater samt en loyal russisk ubådskaptajn (afdøde Michael Nyqvist) må vores helte forsøge at redde den russiske præsident fra kupmagernes klør og forhindre udbruddet af en 3. verdenskrig.

B-film i Barentshavet
Lad mig slå fast med det samme: ’Hunter Killer’ er ikke en god film. Historien om et russisk militærkup er set talrige gange før. Den udspiller sig igennem tre fortællespor hvoraf kun det, der foregår i ubåden, er bare tilnærmelsesvis interessant. Dialogen er som en daggammel skive toastbrød med det sædvanlige pålæg af macho one-liners og ”inspirerende” taler, som kun Hollywood kan skrive dem. Skuespillet er fladt og uengageret med få lyspunkter udover Gary Oldmans råbende raserianfald.

Alle disse elementer ville være tålelige, hvis der i det mindste blev budt på solide actionsekvenser, men ej heller her brillerer ’Hunter Killer’. Der diskes nemlig op med noget af den sløjeste computergrafik, jeg længe har set! Et alvorligt problem, da forstyrrende mange scener er filmet foran greenscreen eller er rendyrket computerskabte. Det hele ligner som konsekvens et computerspil. En særdeles tåkrummende montagesekvens byder også på et sortiment af arkivmateriale af amerikanske og russiske flådeenheder, hentet direkte fra internettet med mærkbart lavere opløsning, og på uskøn vis forsøgt indflettet midt i klimakset. Det er i sandhed en torn i øjet!

En atomubådsconnaisseurs bekendelser
Det er en skam ’Hunter Killer’ ikke er bedre; jeg kan nemlig rigtig godt lide ubåde! Det er en interesse, der næres af min fascination af den kolde krig, hvor sovjetiske og amerikanske atomubåde spillede en afgørende rolle for magtbalancen imellem supermagterne. Jeg er vokset op med Tom Clancy spændingsbøger som ’Red Storm Rising’ og ’Jagten på Røde Oktober’, begge med fokus på koldkrigsdramatik i periskopsdybde. Sidstnævnte er også blevet til en vellykket filmatisering fra 1990 med Sean Connery og Alec Baldwin i hovedrollerne – en tydelig inspirationskilde til ’Hunter Killer’.

Det der får ’Røde Oktober’-filmatiseringen til at fungere, er dens intimitet. Vi følger primært Connery ombord på sin sovjetiske ubåd og Baldwin ombord på sin amerikanske ditto. Fokusset er på langsom opbygning og intens spænding snarer end eksplosiv action. Når der skal undviges torpedoer og opsnuses fjendtlige baghold, så befinder kameraet sig først og fremmest indenfor skroget med de storsvedende, tænderskærende skuespillere i fokus – intensiteten og forventningens spænding sitrer i luften, hjulpet undervejs af eminent lyddesign og det faktum, at publikum har lært karaktererne og deres motivationer at kende.

’Jagten på Røde oktober’ fungerer, fordi den arbejder med de begrænsninger, ubåden som fortællermæssigt omdrejningspunkt præsenterer. ’Hunter Killer’ fejler, fordi den gør det modsatte.

Jeg var om nogen parat til at lade mig medrive af et endnu et undervandseventyr, men vil faktisk ikke engang betegne dette som en ubådsfilm; snarer en sløj actionfilm, der tilfældigvis har en ubåd med. Og hvis jeg bare skal se et klassisk actionbrag, så har Gerard Butler masser af bedre alternativer under bæltet.