Endnu en forglemmelig fransk fortælling til samlingen.

Robert Guédiguian er en erfaren fransk instruktør og producer med et imponerende bagkatalog af vellidte film, hvoraf de fleste ikke er almenkendte uden for Frankrig. Bliver ’Huset ved havet’ en undtagelse? Næppe. Det er en af den slags film, som nok skal vinde genklang blandt fans af den franske filmindustri. Problemet er bare, at deres antal har været støt faldende de sidste 30 år. For os udenforstående afføder ’Huset ved havet’ den automatreaktion, som de fleste nutidige franske film indbyder til: en opgivende trækken på skuldrene.

Pasta-polemik
I en romantisk lille middelhavskystby nær Marseille genforenes tre midaldrende søskende. Armand, Joseph og Angéle. Deres far har fået et alvorligt slagtilfælde og kræver pasning døgnet rundt. Armand vil fortsætte med at drive faderens beskedne pastarestaurant videre. Men Joseph og Angéle, der flyttede til storbyen som unge, nærer ikke den samme forpligtelse overfor det fejlende etablissement i den affolkede hjemby. Angéle har ikke haft kontakt til faren i 20 år, Joseph forsøger at bekæmpe alderdommen med en ung elskerinde og Armand nægter at indse, at han holder live i en feberdrøm.

Tematisk centrerer filmen sig om tiden, specifikt tiden der er gået. Karaktererne plages af fortidige konflikter og splid har erstattet deres søskendeskab. Faren er en ordløs skygge af sig selv, det samme er barndomsbyen. Ja faktisk møder vi aldrig andre indbyggere end nogle få venner af familien. Der formidles en følelse af forfald og undergang, og de forskellige karakterer repræsenterer forskellige løgne, hvormed man kan stå imod tidens tand. Naturligvis bliver fortællingens narrative drive at følge vor antiheltes søgen efter sundere livsfilosofier.

Plot så ujævnt som mobildækning på Falster
Navnlig Angéle og Joseph skiller sig ud, de spilles henholdsvis af Ariane Ascaride og Jean-Pierre Darroussin. Disse erfarne skuespillere har mest at arbejde med, da deres roller har den største ark og udvikling. Det forslår dog langt fra. Skuespillet er så afmålt, at det nærmest virker uengageret. Og når tempoet bliver for sløvt, kompenseres der med overdramatiske plotforviklinger. Her overspilles der alt for voldsomt.

Resultatet er en film med identitetskrise: den forfølger en autentisk og underspillet æstetik, med brug af reallyd fremfor musik, men plottet har for mange overdramatiserede elementer. Jeg følte mig aldrig investeret i fortællingen, for jeg troede aldrig på karaktererne og deres usandsynlige oplevelser. På intet tidspunkt var jeg i tvivl om, at jeg sad og så en middelmådig film.

Frankrig: fremragende fodbold, falleret filmindustri
Karaktererne har også en irriterende tendens til at italesætte deres motivationer og følelser. Ydermere skal Joseph konstant formulere brækagtige lommefilosofiske betragtninger om fortællingens tematikker, som om publikum ikke ventedes selv at kunne aflæse filmens lidet subtile symbolik.

Helt træls bliver det, da sideplottet om nogle bådflygtningebørn introduceres. Magen til umotiveret, klodset og letkøbt appel til følelser skal man lede længe efter – det tjener udelukkende som et deus ex machina til at forløse søskendetrioens interne konflikter. Ligesom alt andet i plottet fremstår det aldrig autentisk, kun påduttet og konstrueret. Det stinker endda en lille smule af selvfed tiltro til den kreative klasses empatioverflod og aktivisme. En politisk myte jeg mistænker instruktøren for selv at abonnere på.

Bevares, filmen er flot. Visuelt er den lille havneby både æstetisk og symbolsk en god baggrund for plottet. Momentvis kan man også nyde velkonstruerede scene hvor skuespil og dialog fungerer. Men samlet set er ’Huset ved havet’ en hamrende banal affære, der desperat forsøger at sælge sig selv som det modsatte. Det er prætentiøst som bare fanden, og kvalmende sterilt og kliche på den dér særlige franske facon.

Foto: kino.dk