Hustlers: Jenny from the Block lider af ‘Magic Mike’-syndrom 

COPYRIGHT: SF Studios

Strippermoves, dollars og kendte i biroller kan ikke give retning på ‘Hustlers’, der ikke ved, om den skal være være sjov eller sej.

Sexede, seje kvinder
På samme måde som ‘Magic Mike’ vil være et farverigt, morsomt vindue ind i en verden af tætsiddende latexkostumer og frække dansetrin og samtidig sige noget substantielt om bagsiden af medaljen ved strippermiljøet, vil ‘Hustlers’ give en seriøs diagnose på tilværelsen uden at give afkald på en ironisk distance til det hele.

Jeg savner, at man går mere enten eller til værks i filmatiseringen af den virkelige historien om kvinden Destinys (Constance Wu) vej ind i en verden med en usikker moral.

På den ene side sympatiserer jeg med Destinys valg og føler seriøsiteten af de udfordringer, der følger med. Filmens analyse af livet i et materialistisk og pengefikseret samfund, som  italesættes eksplicit og gennem plottet, køber jeg hunderede procent, for nu at blive i pengejargonen.

Men på den anden side er der elementer, som trækker i en mere komisk og letbenet retning. Når Lily Reinhardts karakter Annabels vigtigste funktion for plottet er at kaste op, når hun bliver presset, bliver jeg forvirret over, hvilken slags film, ‘Hustlers’ gerne vil være: skal jeg grine med kvinderne, når de snyder kunderne for penge, eller skal jeg græmme mig hvordan, kvinderne føler sig nødsaget til at hustle sig gennem livet? Filmen ved ikke selv, hvilket ben den skal stå på.

Good girl og Jenny from the Block
Destiny drømmer om at tage sig af sin bedstemor og give sin datter et bedre liv, end hun selv har haft. Frem for at arbejde til mindsteløn under en sadistisk mellemledertype, vælger hun at blive stripper. Hun bevæger sig rundt på klubben med et usikkert blik og beundrer Ramona (Jennifer Lopez), der med sin dans bogstavelig talt kan få det til at regne med penge.

I en skøn scene opsøger Destiny Ramona på klubbens tag. Med New Yorks skyline som baggrund sidder Ramona tilbagelænet i et glitrende lingeriantræk under en gigantisk gylden pels og ser formidabel ud. Set gennem Destinys øjne er hun ophøjet på en piedestal.

Den erfarne stripper er spillet af Jennifer Lopez, så kitchet-sexet, afdanket og totalt i kontrol, at det er ligetil at blive høj af. Jeg elskede hendes karakter helt ned til hendes sorte ekstensions og diamantlæbepiercing. Hun var så meget Jenny from the Block, at det var en fryd at se.

Men hvem appellerer filmen til? Årstallet skriver 2007 frem til cirka 2015, og der er mange skud ud til nullernes stil og musik. Men castingen af Lizzo og Cardi B peger på en yngre målgruppe. De to musikere er forresten med så kort, at det virker som en brandingstrategi snarere end integreret del af fortællingen.

Men scenen, hvor Cardi B, Lizzo, Jennifer Lopez og hovedrolleindehave Constance Wu danser for Usher til hans sang ‘Love in This Club’ kan godt gå hen og blive legendarisk!

Den form for energi kunne filmen med fordel have brugt mere.

Jeg siger det igen: Stick it to the man!
Den unge og den ældre stripper bliver veninder, og under Ramonas vejledning begynder Destiny hurtigt at lokke hver en dollar ud af lommerne på de Wall Street-drenge, der kommer på klubben. Men efter finanskrisen i 2008 bliver pengene færre og miljøet hårdere. Kvinderne må gå med på de hårde vilkår for at tjene til dagen og vejen.

Ligesom Arthur Fleck i ‘Joker’ bliver kvinderne trætte af at slide og slæbe for de rige, men formår aldrig selv få penge mellem hænderne eller anerkendelse. Ramona kommer på en plan om at bedøve mændene og trække penge på deres kreditkort, mens de er gået ud som et lys. Snart har de krydset en moralsk grænse, der er svær at tegne op igen.

Komplekse kvindevenskaber
Til trods for steamy lapdance i VIP-rummet og seriøst imponerende moves på polestangen fra Jennifer Lopez, så føles det alligevel sensationssøgende at beskrive ‘Hustlers’ som en stripperfilm. Den er ligesåmeget et portræt af moderskab og kvinders venskaber i modgang og medgang.

Havde den historie være fremhævet tydeligere, kunne den mere seriøse vinkel have stået skarpere. I stedet bliver der sået tvivl om Ramonas motiver i venskabet med Destiny gennem flash forwards. Det sætter deres venskab i et dystert lys, der egentlig ikke stemmer overens med det, der sker.

Det er synd, at filmen ikke tør lade deres venskab være mere nuanceret, for det er et smukt og komplekst forhold. For mig at se er de to kvinder med ar på sjælen, der forsøger at give hinanden det bedste med de midler, de har.

Under dække af stripscenes afdankede glamour gemmer sig i ‘Hustlers’ en rørende fortælling om kvinders venskaber og penges magt. Og så Jennifer Lopez skal opleves som badass strippermama Ramona!