I Assayas kammerspil er karaktererne også positioner i en debat om internettet, forlagsbranchen og samfundets hastige udvikling. Der diskuteres, når man ikke lige knalder med en anden end sin kone.

Den franske instruktør Olivier Assayas har lavet en mumblecore-film om mennesker tilknyttet en forlagsbranche i krise. For ingen læser rigtig bøger mere. Når det sker, foregår det hele på smartphones, tablets eller Kindle. Til gengæld læses der lystigt på internettet, hvor skribenter udkommer fra alverdens andre platforme end forlagene.

Forlagsredaktøren Alain (Guillaume Canet) har ansat den unge, smukke Laure (Christa Théret) til at hjælpe med digitaliseringen, så forlaget kan følge med. De har en affære. Forfatteren Leonard (Vincent Macaigne) tror på, at tidsånden er præget af narcissisme og dårskab. Han udgiver autobiografiske bøger om sine affærer: et virkelighedens blowjob under en biografvisning af en Star Wars-film omskrives til en oral-erotisk oplevelse sammen med Michael Hanekes Cannes-vinder ’det Hvide Bånd.’ Dét udenomsægteskabelige blowjob modtog han fra Alains kone, Selene (Juliette Binoche). Hun medvirker i en stor, populær kriminalserie, men mener, hun hører hjemme på et smalt teater.

Fremragende franske præstationer
Macaigne er ynkelig og lille i sin skildring af den utro kunstner med det store ego. Han har en romantisk kunstnerånd, men ikke meget mere. Han er en lille person med store tanker om sig selv og snarere ynkværdig og forældet end rigtig giftig – og så alligevel. Hans autofiktion slår mennesker sig på.

Endnu bedre er Canet som forlagsredaktøren, der som en anden vis og træt konge tynges af de mange store beslutninger, han må tage for håbefulde forfattere og litteraturens fremtid. Juliette Binoche er underfundig, klog og tynget. Hendes øjne ser sig drillende omkring, og jeg nyder alle de scener, hun er med i.

At debatten under hele filmen – både før og efter sex – skal gå på digitalisering og modernisering bliver en hård omgang at sidde igennem. Heldigvis giver særligt forholdet mellem Selene og Leonard filmen luft. De får lov til at have samtaler i stedet for diskussioner. Menneskelighed savner filmen desværre, selvom skuespillerne ikke gør.

Tunge replikker falder til jorden
I ’Mellem Linjerne’ går replikkerne indimellem så rapt, at man ikke har tid til at læse dem (jeg må nøjes med underteksterne, for jeg forstår ikke fransk). Det er netop mellem linjerne, de mange argumenter og indviklede relationer løfter sig at sige noget generelt og spidst om samtiden. Desværre bliver det nogle gange blot ved ambitionen.

’Mellem Linjerne’ formår at sætte samtiden til debat på medrivende vis, men tynges af et manusscript, der er burde have været til en ekstra gennemskrivning. Når filmen lykkedes, er den underholdende og skarp som en Weekendavis på et sommerhusbord. Men indimellem minder replikkerne om opgaver fra min gymnasietid: fortænkt-overambitiøse og lavet for tæt på afleveringsfristen.

Ps. Hvis du ikke har tid eller penge til at tage i biografen og se denne, kan du i stedet lukke dine øjne og forestille dig, hvordan det ville se ud, hvis Svend Brinkmann sloges med en japansk robot.